Facebook i trafikken skal koste klip i kortet

NY KLIPPEGRUND: En hånd på en mobil, bærbar computer, tablet, smartwatch eller GPS kommer til at koste dyrt

Hvis du som denne bilist vælger at tale i håndholdt mobiltelefon, mens du styrer et køretøj i trafikken, kan det få hårde konsekvenser. (Modelfoto: Zakora Martin/AP/POLFOTO/Arkiv)
Hvis du som denne bilist vælger at tale i håndholdt mobiltelefon, mens du styrer et køretøj i trafikken, kan det få hårde konsekvenser. (Modelfoto: Zakora Martin/AP/POLFOTO/Arkiv)

Uopmærksomhed er hvert år skyld i dødsfald og ulykker på de danske veje. Derfor skærpes straffen nu på området, så det fremover koster et klip i kørekortet at blive taget med hånden på mobilen, når du kører bil.

Ændringen af loven betyder også, at alle typer af håndholdte kommunikationsapparater - og ikke kun mobiltelefoner - er omfattet af forbuddet og straffes med et klip. Får man tre klip i kørekortet indenfor tre år, mister man kørekortet betinget og skal op til en ny teori- og køreprøve.

Advokat Berit Møller Lenschow, der ejer Lenschow Erstatningsretten, har erfaringer med de menneskelige konsekvenser bag blandt andet facebook-uopmærksomhed i trafikken i form af alvorlige personskader ved ulykker. Hun håber, at lovændringen har en præventiv effekt.

- Som bilist bevæger du dig rundt i et hurtigt og tungt motordrevent køretøj, der kan gøre stor skade på andre eller dig selv. Skader, som i værste fald kan koste menneskeliv eller ændre et menneskes livsvilkår væsentligt. Det er derfor alvorligt, når bilisterne opfordres til at skærpe deres opmærksomhed i trafikken, og hvis frygten for et klip i kørekortet betyder, at vi kan undgå nogle af de grimme personskader, som vi desværre ofte ser ved trafikulykker, så hilser jeg lovændringen velkommen, siger Berit Møller Lenschow i en pressemeddelelse.

283 dødsfald

Bryder du den nye lov, og kommer du derved selv til skade, så kan du dog stadig kræve erstatning fra modparten i en trafikulykke. Trafikulykker er nemlig omfattet af såkaldt objektivt ansvar, forklarer advokaten.

Tal fra Rådet for Sikker Trafik viser, at i perioden 2011-2015 mistede 283 personer livet i en trafikulykke, hvor en eller flere af de involverede var uopmærksom på ulykkestidspunktet. I gennemsnit foretager vi os distraherende ting i 30 procent af den tid, vi kører bil, og 70 procent af dét, der distraherer os, foregår inde i bilen.

- Hvis man skal benytte sin mobil under kørsel, er eneste mulighed en håndfri løsning, så du ikke skal have blikket væk fra vejen for at betjene telefonen, siger Berit Møller Lenschow.

Forbuddet kommer til at gælde alle typer af håndholdte kommunikationsapparater og ikke kun mobiltelefoner. Du må derfor heller ikke anvende for eksempel tablets, bærbar computer, GPS og smartwatch. Udover klippet får bilisten også en bøde på 1500 kroner.

Der er ikke endnu sat en dato på, hvornår klipstraffen indføres i 2019.

 

 

1 af 3 Tre mindre børn mistede livet i en ulykke ved Sindal i Nordjylland i sommeren 2013. Efterfølgende erkendte føreren af bilen, der påkørte børnene og deres mor, som overlevede sammen med et fjerde barn, at han havde brugt sin mobil umiddelbart inden påkørslen. René Schütze
2 af 3 Udløste airbags kan ikke altid redde forulykkede bilister fra alvorlige personskader ved trafikulykker - heller ikke, når ulykken er sket som følge af uopmærksomhed og fokus på eksempelvis en mobiltelefon. Polfoto
3 af 3 Hvis du som denne bilist vælger at tale i håndholdt mobiltelefon, mens du styrer et køretøj i trafikken, kan det få hårde konsekvenser. (Modelfoto: Zakora Martin/AP/POLFOTO/Arkiv)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere