Facebook vil advare dig når du læser falsk corona-info

Facebook-brugere skal fremover have at vide, når de har læst falske informationer på det sociale medie

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Det sociale medie Facebook vil nu underrette brugerne, når de har været udsat for falske informationer om coronavirus.

Det annoncerede firmaet torsdag ifølge NBC News.

Tiltaget er det seneste i en række af tiltag, Facebook har taget for at forhindre spredningen af misvisende påstande om coronapandemien.

I praksis vil det fungere sådan, at brugere, som har reageret eller kommenteret på fejlinformation om covid-19, som Facebook har markeret som 'skadelig', fremover bliver ledt videre til en hjemmeside, hvor myter om coronavirus bliver modbevist af WHO (World Health Organization).

Nyheden om tiltaget er blevet offentliggjort i et blogindlæg af Guy Rosen, der er vicedirektør for integritet hos Facebook.

- Vi vil nå ud til folk, som kan have interageret med skadelig misinformation om virussen med sandheden fra autoritære kilder i tilfælde af, at de læser eller hører disse påstande på Facebook igen, skriver Guy Rosen i sit indlæg.

Brugeren vil ikke få besked om præcis hvilken artikel eller opslag, der er tale om, har en talsperson fra det sociale medie uddybet til NBC. Talspersonen fortæller nemlig, at man sætter sin lid til forskning, der viser, at gentagen eksponering for falske påstande kan styrke den misforståede overbevisning - også selvom det er i forbindelse med et afkræftende faktatjek.

Tilbage i marts udsendte Facebook advarsler om omtrent 40 millioner opslag, som Facebook i samarbejde med fakta-tjekkende samarbejdspartnere havde vurderet som falske. Det skriver Guy Rosen videre i sit blogindlæg. Desuden har det sociale medie ifølge ham fjernet flere hundrede tusinde opslag med falske påstande, som de vurderede 'kunne føre til overhængende fysisk skade'.

Også Facebook-direktøren mark Zuckerberg har torsdag lagt et opslag op om tiltagene.

43 kommentarer
Vis kommentarer