Færingen Jenis av Rana har ikke kun et interessant navn, men også en underholdende opførsel. Han var landsstyreformand - minister - for kultur- og udenrigsanliggender, og han gjorde opmærksom på sig selv op til folketingsvalget, da han fortalte, at han ikke kunne støtte de Konservatives formand, Søren Pape, som statsminister.
Sådan havde de fleste af os det jo, men Jenis av Ranas begrundelse var særegen. Den handlede om Papes seksualitet:
’Det kan aldrig komme på tale. Det at leve som såkaldt homoseksuel er i strid med den grundlov, som jeg personligt har, og som mit parti også har, og som jeg synes, at Færøerne også har.’
Han er leder af Miðflokkurin - Midterpartiet - så på Færøerne kan midten ligge så langt ude til højre, at den er ved at styrte i Atlanterhavet.
Fordømt af Bibelen
Manden er så vidt vides ikke blevet bedt om at snave med Pape, så han kunne vel bare blande sig udenom, men sådan ser Jenis av Rana slet ikke på det, og han har tidligere gjort sig bemærket internationalt med sin homofobi.
I 2010, da han ved en officiel middag nægtede at sætte sig til bords med den daværende islandske statsminister Jóhanna Sigurdardóttir, fordi hun er lesbisk og ville medbringe sin kone til middagen.
Han forklarede:
’Mit parti er formelt imod ægteskab mellem homoseksuelle. Hvis jeg deltog i den officielle middag ville det vise, at jeg støtter en forening, som strider imod naturen og er fordømt af Bibelen.’
Koranen
Det med Bibelen er vigtigt. I den gamle bog finder han nemlig svaret på alle livets spørgsmål.
Som han forklarede til Politiken i 2006:
’Vores politik bygger på den kristne tro. Og vi mener ikke, at landets love må være i modstrid med Bibelen. I det Ny Testamente står der kort og godt, at homoseksuelle ikke kan arve Guds rige. Det Gamle Testamente er endnu hårdere, der står, at Gud har afsky for de mænd. Bibelen er helt utrolig knivskarp med hensyn til homoseksuelle.’
Man kunne synes, Gud havde vigtigere ting at tage sig til end at bekæmpe to menneskers kærlighed til hinanden, men når nu nogen har skrevet det i en gammel bog, ikke?
Jenis av Rana har det med Bibelen, som en imam i Iran har det med Koranen. I det hele taget har de to forbløffende meget til fælles, og det skulle de begge to nok lige tænke over - men det gør de sikkert ikke.
Bøn og terapi
Den færøske homofobi, som Jenis av Rana står i spidsen for, har gennem årene haft store, menneskelige omkostninger - homoseksuelle er blevet overfaldet, familier splittede, og færinger tvunget i landflygtighed, men det anfægter ikke manden.
Han tilbyder i stedet at helbrede homoseksuelle for deres ugudelige seksualitet ved hjælp af bøn og terapi.
Jenis av Rena er i øvrigt læge …
Incest
Manden har det naturligvis med abort, som han har det med homoseksualitet.
Da Danmark indførte fri abort i 1973, beholdt Færøerne den danske lov fra 1956. Klippeøerne har i dag en af de mest restriktive lovgivninger i Europa, som kun i helt særlige tilfælde tillader abort - blandt andet hvis graviditeten er resultatet af voldtægt eller incest.
Men heller ikke i de tilfælde, synes Jenis av Rana, at abort er en mulighed, og han har i sine mange år som praktiserende læge aldrig - som i aldrig - givet henvisning til abort.
Sølvpapirshat
Under corona-pandemien opfordrede landsstyret alle til at blive vaccineret.
Janis av Rana nægtede. Hvilket ikke burde komme som en stor overraskelse, for nogle år før havde han frarådet folk at blive vaccineret mod influenza.
Nævnte jeg, at han er læge?
Det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale har kaldt ham en sølvpapirshat, og det lyder ret præcist. En imam med tinknapper og sølvpapirshat.
Jenis av Rana fortjener en torsk - men det gør kandidaten i morgen godt nok også.
Mistillidsvotum venter Jenis av Rana efter folketingsvalg
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Se de øvrige kandidater her
--------- SPLIT ELEMENT ---------