Ældre skal kunne arbejde med modtagelse og integration af ukrainske flygtninge uden at blive modregnet i folkepension eller efterløn.
Det meddeler Fagbevægelsens Hovedorganisation onsdag.
Dermed lægger de sig på linje med Bupl og Danmarks Lærerforening, der sidste uge meldte ud, at de så det som en forudsætning for at få pensionister og efterlønsmodtagere til at genindtræde på arbejdsmarkedet.
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard ser et behov for, at de ældre inden for en række faggrupper kan genindtræde på det danske arbejdsmarked.
- Vi har brug for alle gode kræfter lige nu. Omsorgssektoren mangler i forvejen personale. Der er blandt andet brug for pædagoger, lærere, sygeplejersker, ufaglærte, håndværkere og administrative medarbejdere.
- Derfor tænker vi, at det giver god mening at fjerne modregningen for de ældre, hvis de tager et arbejde, der bidrager til at tage godt imod og integrere ukrainske flygtninge, siger hun.
Under coronapandemien blev en lignende ordning som den, FH nu foreslår, vedtaget.
- Vi behøver ikke at genopfinde den dybe tallerken. Under corona havde vi også brug for flere hænder og var inde at lave den her ordning.
- Der er brug for, at politikerne ret hurtigt kommer i gang. Vi har allerede lagt forslaget til rette. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen er imod det her, siger Lizette Risgaard.
I begyndelsen af året vedtog et politisk flertal, at folkepensionister fra årsskiftet ikke længere skal modregnes i deres pension, hvis de fortsat arbejder.
- Der er brug for, at vi ikke venter til årsskiftet, så folkepensionisterne kan komme i gang med at hjælpe med det samme; der er brug for ekstra hænder, siger Lizette Risgaard
Fagbevægelsens Hovedorganisation organiserer 64 faglige organisationer. De repræsenterer dermed over 1,3 millioner lønmodtagere. FH blev dannet i 2018 efter en fusion mellem FTF og LO.
Siden Ruslands invasion af Ukraine natten til 24. februar har 22.868 ukrainere ansøgt om ophold i Danmark efter særloven. Det viste en opgørelse fra Udlændingestyrelsen mandag.