Fagboss indrømmer utroskab og dobbeltliv

Per Christensen, formand for 3F, har i årevis levet et dobbeltliv, hvor han har ført flere kvinder og deres børn bag lyset. Det indrømmer han nu efter B.T.s afsløring

3F-bossen har i årevis løjet om fiktive fagmøder og arbejdsrejser for at dække over sit dobbeltliv. Foto: Anita Graversen
3F-bossen har i årevis løjet om fiktive fagmøder og arbejdsrejser for at dække over sit dobbeltliv. Foto: Anita Graversen
Følg Samfund

Tillidsmanden over dem alle, formanden for 3F, indrømmer nu, at han har misbrugt den tillid, som hans nærmeste har vist ham gennem årene.

Per Christensen har levet et dobbeltliv proppet med løgne og utroskab, hvor flere kvinder og deres børn er blevet ført bag lyset.

Det indrømmer han selv, efter B.T. har fået tre af kvinderne til at stå frem.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Per Christensen, men 3Fs pressetjeneste melder, at formanden ikke har yderligere kommenterer, end dem, som han skrevet i to lange opslag på Facebook.

De kan læses nederst i artiklen.

Per Christensens dobbeltliv strækker sig over flere år, hvor han af to omgange havde faste forhold til forskellige kvinder på samme tid uden, at hans partnere kendte noget til de andre kvinder.

Per Christensen har en stor stemme i det politiske miljø i Danmark. Her snakker han med Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl på Christiansborg. Foto: Joachim Rode/Fagbladet 3F
Per Christensen har en stor stemme i det politiske miljø i Danmark. Her snakker han med Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl på Christiansborg. Foto: Joachim Rode/Fagbladet 3F
 

Formandens dobbeltliv har været så omfattende, at det er svært at få et overblik over, men B.T. dokumenterer, at der i hvert fald har været fire kvinder involveret, hvor de to og to uvidende har været Per Christensens partner på samme tid.

Laila Kildesgaard fortæller til B.T., at hun var kæreste med Per Christensen fra 2008 til 2014, da hun opdagede, at 3F-profilen samtidig boede sammen med en anden kvinde. Den kvinde ønsker ikke at stå frem i B.T., men det gør begge de kvinder, der var en del af Per Christensens næste dobbeltliv.

Spin af løgne
Amalie Mathiassen var gift med Per Christensen fra 2016 til efteråret 2021, men 3F-formanden indledte også et forhold til Louise Mogensen i december 2019, der varede til september sidste år, hvor fagbossens løgne kom frem i lyset. Det sker, da Louise Mogensen konfronterer Per Christensen med, at hun hører fra flere, at han ses i sociale sammenhænge med Amalie Mathiassen, selv om fagbossen har bildt sin kæreste ind, at hans forhold til hustruen er forbi.

- Vi var jo begge helt uvidende om, at han var partner med den anden. Han havde dobbelt op på vennekreds, svigerfamilie og bonusbørn. Det var et meget gennemtænkt net af løgne, siger Amalie Mathiassen til B.T., mens Louise Mogensen siger:

- Han var jo en kæreste, som jeg faktisk var rigtig glad for, og som mine børn var glade for. Jeg føler mig i den grad krænket og løjet for.

I sine forsøg på at dække over sit dobbeltliv har Per Christensen skabt et spind af løgne, hvor han har inddraget flere navngivne ministre, opfundet en selvmordstruet ven og natlige 3F-forhandlinger, der aldrig har fundet sted.

Han har ifølge B.T. også benyttet en lejelejlighed til at mødes med Louise Mogensen i. Lejligheden er ejet af Chaufførernes Stiftelse, hvis formål er at  udleje boliger til værdigt trængende chauffører. I bestyrelsen for den fond, der driver stiftelsen, er fire ud af fem fremtrædende medlemmer af 3F, men Per Christensen selv nægter at have misbrugt sin stilling i forsøget på køre sit dobbeltliv.

3F-bossens første Facebook-erkendelse

Kære alle det her er overhovedet ikke noget jeg har lyst at dele med jer eller nogen andre.. men i hvert fald en formiddagsavis er på vej med historie om en meget smertefuld del af mit privatliv.

Jer der kender mig ved at jeg aldrig før nu har delt mine private ting med offentligheden eller blandet det sammen med mine tillidshverv i 3F. Men det er så slut én af de kommende dage fordi BT i detaljer vil fortælle om stærkt private og meget smertefuld del af mit liv.

Derfor vil jeg hellere selv fortælle jer om min skilsmisse og utroskab, der har gjort meget ondt på de mennesker, jeg holdt allermest af.Gennem nogle år har jeg haft forhold til to kvinder som jeg begge har elsket højt på samme tid.

Jeg kunne ikke træffe svært valg mellem to mennesker selvom jeg forsøgte flere gange. Min utroskab blev opdaget i efteråret, og begge forhold er nu stoppet. Det er vigtigt for mig at sige, at det her ikke handler om metoo men om forhold, der var baseret på gensidig kærlighed og ligeværd.Men jeg har såret og svigtet kvinder, som jeg elskede, og deres familier.

Jeg angrer dybt at jeg lod mit svigt og løgnene komme så langt ud som jeg gjorde. Jeg er meget ked af og kan se at jeg har forvoldt meget smerte og vrede hos mennesker, der stod mig allernærmest. Jeg er nu i gang med en proces, hvor jeg får profesionel hjælp, for jeg ønsker at blive en bedre udgave af mig selv. For det er ikke første gang i mit liv, at jeg har svigtet i mit privatliv gennem længere tid

Jeg vil gerne understrege at jeg på ingen måde har ladet utroskab i privatlivet påvirke mit arbejde som forbundsformand. Jeg har heller ikke selv haft noget som helst ønske om at denne smertefulde del af mit privatliv skal ud i offentligheden. Men BT har stillet mig spørgsmål om ferie, fester og andre meget private forhold – noget sandt, noget forkert. Jeg vil ikke hverken korrigere eller kommentere disse meget private forhold over for medierne.

BT har også forsøgt at knytte mine privatlivsforhold til 3F med usande påstande. Først og fremmest at jeg skulle have fået en lejlighed stillet til rådighed for at dække over rodet i mit privatliv. Det er ganske enkelt usandt. Jeg har i en kortere periode lejet en lille ledig 2-værelses lejlighed fordi jeg forsøgte at tage tilløb til skilsmisse. At sammenkæde mit svigt med lejligheden eller mit virke som formand er både direkte tendentiøst og forkert.

Selvom denne sag også har flere sidder ønsker jeg ikke at kommmentere mere på mit privatliv. Jeg håber pressen herefter vil lade privatliv være privat. Også selvom jeg har været en idiot og svigtet nogle kvinder som jeg elskede og deres familier som jeg holdt meget af og drog omsorg for.

(Lagt på Facebook af Per Christensen torsdag 20. januar kl. 15.10)

 

3F-bossens anden Facebook-erkendelse

Kære alle - tusinde tak for de overvældende mange opbakkende ord i går.

Dem er jeg meget glad for.

Jeg håber, at I også vil sende nogle varme og støttende tanker til de mennesker, jeg har svigtet i de to forløb, som BT snart vil offentliggøre.

For det er ikke mig, man skal have mest ondt af.

De næste dage bliver alt andet end sjove. BT har bebudet at de udførligt vil skrive om de løgne, der jo desværre er en del af at gennemføre utroskab og dække over et dobbeltliv gennem længere tid. Det bliver ikke kønt - og det er rigtig svært at få noget så privat udstillet.

Jeg under ikke min værste fjende på den måde at få blotlagt de mest pinagtige sider fra privatlivet.

Derfor betyder jeres opmuntrende og støttende ord meget her midt i en i forvejen svær tid.

(Lagt på Facebook af Per Christensen fredag 21. januar kl. 09.14)

 

Sagt af Per Christensen

- Det er ekstremt vigtigt for mig, at folk skal behandles ordentligt -og selv at være et ordentligt menneske.

September 2013 i Fagbladet 3F

- Jeg har i mit liv været tilbøjelig til for hurtigt at give slip på relationer, bare fordi jeg i et kort øjeblik syntes, at det blev besværligt og træls. Og det duer ikke.

April 2016 i Nordjyske

- Vi er alle feminister

September 2016 på talerstolen til 3F-konference

- Jeg angrer dybt, at jeg lod mit svigt og løgnene komme så langt ud, som jeg gjorde.

Januar 2022 på Facebook om sit dobbeltliv

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Tak til børnene for at give deres liv

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+