Fagfolk: Bryllupsfest efter midnat udgør næppe stor risiko

Professor undrer sig over prioriteringerne fra regeringens side

Landets kirker kan åbne for bryllupper efter coronakrisen. Men holder man sin fest på eksempelvis en lejet restaurant, skal man lukke klokken 24.00. Arkivfoto: Shutterstock
Landets kirker kan åbne for bryllupper efter coronakrisen. Men holder man sin fest på eksempelvis en lejet restaurant, skal man lukke klokken 24.00. Arkivfoto: Shutterstock

Åbning for bryllupsfester efter midnat vil næppe betyde en stor risiko for smittespredning med coronavirus.

Det siger fagfolk, efter Statsministeriet i et svar til partiet Venstre ifølge B.T. har forklaret, at private arrangementer som eksempelvis bryllupper, der bliver afholdt på restauranter eller andre steder, hvor der serveres mad, fortsat skal slutte klokken 24.

En af dem er Lars Jørgen Østergaard, ledende overlæge på Skejby Hospital og professor på Aarhus Universitet.

- I øjeblikket er der lav smitterisiko langt de fleste steder i Danmark. Derfor ville det næppe betyde en stor risiko for smitte, siger han.

Prioriteringen vækker undren hos Christian Wejse, speciallæge i infektionssygdomme og lektor i folkesundhed ved Aarhus Universitet.

- Det er vel et forsøg på at begrænse muligheden for supersprederbegivenheder, men jeg kan ikke se den risiko stiger efter midnat.

- Jeg undrer mig nok i det hele taget lidt over prioriteringerne med åbning af relative højrisikoområder som fitness og studenterkørsel, mens man gør familiefester som konfirmationer og bryllupper vanskelige, selv om jeg ikke ser den store risiko der, skriver han i et svar.

Arkivfoto: Shutterstock
Arkivfoto: Shutterstock
 

At danskerne ikke får lov at holde nattefest til sommerens bryllupper, har mødt heftig kritik fra flere partier.

Blandt andet er Venstre utilfreds, og hos De Konservative mener man, at statsminister Mette Frederiksen (S) bør udvise større tillid til danskerne.

Holder man derimod sin bryllupsfest privat, må man gerne fortsætte med festen efter midnat.

Lars Jørgen Østergaard siger, at der formentlig ikke er den store forskel på, om man holder noget privat, eller om man gør det i lejede lokaler.

- Det er jo på sin vis også privat, siger han.

Han minder dog også om, at virus stadig er i Danmark. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på smittetallene fremover, hvis man eksempelvis åbner for bryllupper.

- Og så er det jo også sådan, at jo længere ud på natten man kommer i festlige lag, jo mere alkohol kommer der indenbords. Så kan det blive vanskeligere at opretholde de restriktioner, der skal til.

56 kommentarer
Vis kommentarer