Avisen.dk kan ved hjælp af en optaget salgstale dokumentere, hvordan en sælger for Det Faglige Hus lyver i jagten på medlemmer.
Den benhårde jagt på medlemmer har den udlærte tømrer Peter Bøgh oplevet flere gange, når sælgere for Det Faglige Hus har ringet til ham. Peter Bøgh, der også er faglig sekretær hos 3F i Fredensborg, har optaget en samtale, han har haft en telefonsælger, der ringede på vegne af Det Faglige Hus og ville have ham til at skifte fagforening.
I optagelsen, som er i Avisen.dk's besiddelse, fortæller sælgeren blandt andet, at Det Faglige Hus hjælper med opmåling af akkordaftaler, som er det beløb håndværkere får for færdiggjort arbejde. Noget som er normalt i branchen og forhandles jævnligt. Ifølge sælgeren er det noget, som Det Faglige Hus selvfølgelig hjælper med.
Det Faglige Hus erkender over for Avisen.dk, at det ikke er korrekt.
- Sælger udtaler sig forkert i alle forhold, skriver kommunikationschef i Det Faglige Hus, Mette Jul, til Avisen.dk.
Det Faglige Hus har ikke ønsket at stille op til interview, men har skriftligt meddelt, at sælgeren var ansat hos en samarbejdspartner og nu er afskediget.
Det Faglige Hus skriver desuden, at de vil ophøre samarbejdet med partneren, hvor sælgeren var ansat, hvis der opstår for mange problemer.
I de senere år har de gule fagforeninger blæst til angreb på de klassiske røde. Tal fra Danmarks Statistik viser, at siden 2007 har de gule fagforeninger næsten fordoblet deres medlemstal. I perioden 2012-2016 har LO-fagbevægelsen til gengæld mistet næsten hver 10. medlem.
Det fører til en skærpet konkurrence, hvor Det Faglige Hus vinder ind på 3F.
- 3F og Det Faglige Hus henvender sig til de samme lønmodtagere. Derfor er der selvfølgelig en hård konkurrence, men den skal foregå på et sagligt grundlag, skriver Det Faglige Hus til Avisen.dk
3F overvejer at inddrage Forbrugerombudsmanden i sagen.
- Det er også en overvejelse, vi har gjort os. Men det kræver, at vores jurister lige kigger på det og ser, om der er hold i det. Men hvis muligheden byder sig, vil vi helt klart kigge på det, siger Henning Overgaard, forbundssekretær i 3F.
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, der er professor på det samfundsfaglige fakultet ved Aalborg Universitet, er ikke overrasket over metoderne.
- De gule fagforeninger er blevet langt mere aggressive efter 2001. Men vi kan også se, de ansatte er sales managers. Det handler slet og ret om at tjene penge ved at bilde folk ind, at man bliver medlem af en fagforening, hvis man melder sig ind, selvom man reelt står i en forretning, siger Henning Jørgensen.