Fagforeningsmedie angribes af fagboss: Det forstår jeg ikke et klap af

Netmediet Piopio slår sig op på at dække blandt andet arbejdsmarkedsstof, men ifølge fagboss har mediet ikke selv styr på overenskomsterne

Netmediet Piopio slår sig op på at dække arbejdsmarkedet, men først for nylig fik det overenskomst, og det bliver nu kritiseret. Foto: Screen dump
Netmediet Piopio slår sig op på at dække arbejdsmarkedet, men først for nylig fik det overenskomst, og det bliver nu kritiseret. Foto: Screen dump

Egentlig har netmediet PioPio.dk taget navn efter manden, der grundlagde fagbevægelsen, Louis Pio, ligesom det slår sig op på at dække arbejdsmarkedsstoffet. Men når det kommer til selv at have styr på de faglige forhold, halter det, lyder kritikken.

Mediet har en chefredaktør og tre redaktører, der arbejder som journalister, men ifølge Dansk Journalistforbund har mediet ingen overenskomst.

Da Ekstra Bladet konfronterer Jens Jonatan Steen, chefredaktør på mediet, fortæller han:

- Det er rigtigt, at det har vi ikke haft, men nu er vi ved at indgå en overenskomst med HK, så det er ved at være på plads, siger han.

- Udadtil ytrer I, at I er en journalistisk arbejdsplads. Hvordan kan det være, at I ikke har overenskomst med Dansk Journalistforbund?

- Vi har flere, som ikke er journalistuddannede, end der er journalistuddannede, og det er simpelthen derfor.

- Men arbejder de ikke som journalister?

- Jo, det gør de. Og det kunne også have været journalistforbundet, det kunne også have været med andre, men nu har vi valgt at lave det med HK.

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, var en af de fagforeningsbosser, der fik sig en hotdog med det hele - på nær overenskomst. Foto: Kenneth Meyer Samfund - 21. apr. 2018 - kl. 00:55 Mega-bommert: Fagforening hyrede pølsevogn uden overenskomst til OK-konflikt

Fatter jeg ikke et klap af
Chefredaktøren fortæller, at overenskomsten kom på plads 4. maj. I Dansk Journalistforbund undrer næstformand Tine Johansen sig højlydt over, at mediet er gået uden om journalisternes fagforening:

- Det forstår jeg ikke et klap af.

- Jeg undrer mig over, at der skulle være tegnet en overenskomst, som omfatter redaktionelle medarbejdere, fordi det er journalistforbundets område, og vi har ikke nogen overenskomst. Det lyder til, at jeg skal invitere mig selv på en kop kaffe og fortælle om, hvilke medarbejdere og funktioner, der er dækket af overenskomster, siger hun.

Tine Johansen understreger, at det ikke handler om uddannelsesmæssig baggrund, men om hvilket arbejde der udføres, når der skal indgås overenskomst.

- Det er klart, at dem, der arbejder med redaktionel arbejde, skal dækkes af os, siger hun.

Piopio er stiftet af socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen og Palle Smed, der er tidligere kommunikationschef i 3F. Jens Jonatan Steen fortæller, at Henrik Sass Larsen ikke længere er involveret:

- Vi har en bestyrelse, hvor Peter Strauss Jørgensen (tidligere spindoktor for Henrik Sass Larsen, red.) er formand, og Palle Smed er kasserer. Henrik Sass Larsen har ikke haft noget at gøre med netavisen i de tre år, jeg har været med, siger han.

Ekstra Bladet har været i kontakt med 3F, der fortæller, at fagforeningen støtter mediet økonomisk:

- Ja, 3F har ved et par lejligheder ydet iværksætter-/sponsorstøtte til piopio, som har et fagligt-politisk udgangspunkt i samfundsdebatten i centrum-venstre, præcis som 3F og LO-fagbevægelsen har det.

- De kommercielle, borgerlige medier i Danmark har en massiv overvægt, hvor netmedier som avisen.dk, fagbladet3f.dk og piopio leverer et lille, velkvalificeret bidrag til et mere mangfoldigt mediebillede, hvor man bl.a. har et vigtigt fokus på arbejdsmarkedsstof, siger 3F-formand, Per Christensen, gennem et svar fra presseafdelingen.

Også HK og Dansk Metal støtter Piopio. Chefredaktøren bekræfter, at flere fagforbund støtter:

- Vi får støtte fra nogle af de større forbund. Det er lidt forskelligt, hvordan de vil gå frem med det, siger han.

Jens Jonatan Steen fortæller, at mediet får indtægter fra tre områder:

- De tre kilder vi har er sponsorer, annoncer og mediestøtte, siger han.

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere