Falck: Vi har haft mindre at lave end på en normal nat

Falck har natten til torsdag kun været tilkaldt ni opgaver relateret til de stigende vandmasser i Danmark

Falck har foreløbig kun været kaldt ud til ni opgaver i forbindelse med den forhøjede vandstand. På havnen i Kolding var der dog noget at se til. (Foto: Anders Brohus)
Falck har foreløbig kun været kaldt ud til ni opgaver i forbindelse med den forhøjede vandstand. På havnen i Kolding var der dog noget at se til. (Foto: Anders Brohus)

Varslinger om stigende vandstande og massive oversvømmelser i store dele af Danmark har fået Falck til at tilkalde ekstra bemanding natten til torsdag.

Men selv om vandstandene flere steder er nået halvanden meter over det normale, så har det været en usædvanlig stille aften ved Falcks vagtcentral.

- Der har faktisk været mindre at lave end på en normal nat. Vi har foreløbig kun været tilkaldt ni opgaver i hele landet, der har haft noget med vandmasserne at gøre, siger Jesper Jakobsen, der er pressevagt hos Falck.

Syv af de ni opgaver har været afspærringsopgaver i Kolding, og der har kun været en enkelt anmeldelse om vandskade Bornholm.

- Det er også overraskende for os, siger Jesper Jakobsen.

- Vi må sende en stor ros til Beredskabsstyrelsen, som har gjort et godt forebyggende stykke arbejde, siger Jesper Jakobsen.

Han understreger, at det stadig er for tidligt at ånde lettet op.

- Jeg kunne forestille mig, at der kommer nogle anmeldelser i løbet af morgenen og formiddagen, når folk vågner og får en fornemmelse af, hvad der er sket, siger han.

Hos Falck har man dog stor erfaring med storme og stigende vandstande, og tilsyneladende er danskerne sluppet nådigt i denne omgang.

- Der plejer at være meget at lave. Det er også derfor, vi har kaldt ekstra folk ind, så det er overraskende billigt sluppet, siger Jesper Jakobsen.

- De folk, vi har kaldt ind på vagtcentralen som ekstra bemanding, har næsten ikke haft noget at lave.

5 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere