'Falsk' hjemløs kvinde med bolig tigger på gaden: - Det er enten det eller luder

Ny britisk dokumentar stiller skarpt på fænomenet 'falsk hjemløshed'

PR-video: BBC

- Jeg forsøger at møde op hver dag. For mig er det her et arbejde.

Sådan beskriver en kvinde ved navn Emily i en ny BBC-dokumentar hvorfor hun hver dag sidder på gaden og tigger om penge. På trods af, at hun bor i en kommunalt ejet lejlighed og får overførselsindkomst fra staten hver uge.

Flere britiske medier, blandt andre Metro, har foromtalt programmet 'Fake Homeless: Who’s Begging On The Streets?' hvor Emily blandt andre 'falske hjemløse' er blevet interviewet.

Dokumentarens formål er at undersøge fænomenet 'falsk hjemløshed' i England og finde ud af, om det er et reelt problem eller blot er skabt for at stille 'ægte' hjemløse i et dårligt lys.

- Det er et arbejde. Det var enten det eller at blive luder. Det er sandheden. Der er ikke mange valgmuligheder for en person som mig, siger Emily videre i den bid af dokumentaren, som Metro har set før udsendelsens premiere.

Her interviewer BBC-journalist Ellie Flynn også en 'ægte' hjemløs mand, Damian, som fortæller, at han lige for tiden bor i et telt. Til journalisten giver han udtryk for, at det 'pisser ham af', at nogle mennesker tigger, selvom de faktisk har tag over hovedet.

Ifølge Metro har Merseyside Police ikke tal på, hvor mange 'falske' hjemløse, der findes i politikredsen, men omkring otte procent af de, der mellem 2015 og 2018 er blevet anholdt for at tigge på gaden, havde et sted at bo.

Se et udklip fra dokumentaren, som er tilgængelig på BBC Three fra 25. november, i toppen af artiklen.

À propos falske hjemløse, husker du så kæresteparret, der samlede ind til en hjemløs krigsveteran? Det viste sig, at det hele var aftalt spil, og nu er alle tre anklaget for svindel.

36 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere