Falsk positiv sendte 50 efterskole-elever i isolation

En elev på Solgården efterskole blev testet positiv for corona to gange med kviktest, men var ikke smittet

Tilbage i december præsenterede Magnus Heunicke kviktesten.

Klokken 10.33 i torsdags blev en af eleverne på Solgården Efterskole i Tarm testet positiv med en lyntest for anden gang.

- Vi sendte de elever, som han havde haft timer sammen med i isolation på deres værelser ved 14-tiden, fortæller Søren Andersen, der er forstander på Solgården Efterskole, til Ekstra Bladet.

Det var 50 ud af i alt 73 elever på efterskolen, der kom i isolation to og to på deres værelser, som de officielle anbefalinger foreskriver.

Efterskolen havde dog en formodning om, at de to positive lyntest kunne være falske positive.

- Der er mange elever, der er sammen, og han var den eneste, der blev testet positiv, siger Søren Andersen.

Fejl hos Falck: Nu er jeg usikker

Frygter tredje bølge

Negativ PCR-test
Efterskole-eleven med de to positive testsvar blev sendt hjem, og hans mor, der er læge, sørgede for, at han fik en PCR-test.

- Hans far ringer til mig 7.40 fredag morgen og fortæller, at han er testet negativ på PCR-test.

- Det var lige, inden vi skulle til at starte en fællestime på Teams, og så kunne jeg overbringe de gode nyheder. Det modtog store jubelbrøl, griner Søren Andersen.

Bekymret
Men selvom hans elever kun var isoleret i under et døgn, og det var en falsk alarm, er han bekymret for, at dette ikke bliver en engangshændelse.

- Hvad hvis vi står i samme situation på tirsdag og torsdag, når Falck igen kommer for at teste eleverne, spørger han.

Og han har grund til at være bekymret.

For ifølge Dagens Medicin, der har talt med to eksperter, er over halvdelen af alle positive svar fra lyntest i øjeblikket statistisk set falsk positive. Altså er mere end halvdelen af dem, der testes positive for corona med lyntest, slet ikke smittede.

- Der er jo lidt 'ulven kommer' over det, siger forstanderen.

Han mener, at man enten udelukkende skal teste eleverne med PCR-test, eller at en elev, der er testet positiv med kviktest, skal forrest i køen til PCR-test, så man undgår, at de andre elever sidder isoleret uden grund.