Falske nyheder: Nu skal Zuckerberg og co. stå skoleret

En komite under det britiske parlament kan afkræve en forklaring fra de store sociale medier om spredningen af falske nyheder

Det britiske parlament vil undersøge, om blandt andre Facebook, som Mark Zuckerberg står i spidsen for, gør nok for at hindre udbredelsen af falske nyheder. Arkivfoto: AP
Det britiske parlament vil undersøge, om blandt andre Facebook, som Mark Zuckerberg står i spidsen for, gør nok for at hindre udbredelsen af falske nyheder. Arkivfoto: AP

Med udbredelsen af sociale medier er også udbredelsen af de såkaldte 'fake news', eller falske nyheder', også for alvor steget.

Særligt under Donald Trumps præsidentkampagne har der været fokus på de falske nyheder, hvor Trump blev beskyldt for at sprede falske nyheder, mens han selv omvendt hævder, at store etablerede medier så som CNN laver falske nyheder.

Det er dog ikke kun i USA, at der er fokus på de falske nyheder, der kan sprede sig som en steppevind på sociale medier uden at have hold i virkeligheden.

Derfor vil man nu i Storbritannien tage skridt for at dæmme op for de falske nyheder.

Sådan lyder det fra Kulturkomiteen i det britiske underhus, House of Commons.

Udvalget forventes at indkalde chefer fra Facebook, Twitter og Google til det britiske parlament, hvor de skal svare på, om de gør nok for at komme de falske nyheder til livs.

Det skriver The Telegraph.

Ligner rigtige nyheder
Damian Collins, der er formand for komiteen, siger, at de sociale medier har et ansvar for at sikre, at deres platforme ikke bliver brugt til at sprede de falske nyheder, som ifølge ham bliver lavet med ond hensigt.

- Nogle falske nyheder bliver præsenteret, så de ligner rigtige nyheder fra rigtige nyhedshjemmesider. Det kan være svært at skelne imellem dem, siger han.

Han fortæller, at han er bekymret over det indtryk, falske nyheder efterlader hos læserne.

- Vores bekymring er, at falske nyheder kan blive distribueret på internettet og blive den etablerede sandhed, før sandheden kommer frem. Sandheden prøver altid at indhente en falsk nyhed, siger Damian Collins.

Han mener, at de sociale medier har et ansvar over for demokratiet.

- Især omkring valg er der et ansvar over for demokratiet i forhold til at sikre at deres platforme ikke bliver misbrugt til at støtte udbredelsen af falske og ondsindede nyheder, siger han.

Den kommende amerikanske præsident Donald Trump har tordnet mod det, han kalder falske nyheder, mens andre har beskyldt ham for selv at være med til at udbrede falske nyheder. Foto: AP
Den kommende amerikanske præsident Donald Trump har tordnet mod det, han kalder falske nyheder, mens andre har beskyldt ham for selv at være med til at udbrede falske nyheder. Foto: AP
 

Et andet parlamentsmedlem, Labours Michael Dugher, har allerede startet en undersøgelse af cirkulationen af falske nyheder online.

58 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere