Familie flagede i forhaven: Så bankede politiet på døren

Den jyske familie Hedegård elsker USA. Faktisk elsker de USA så meget, at de nu er blevet politianmeldt

Her er sagens centrum: Familien Hedegårds amerikanske flag i forhaven. Foto: Rikke Hedegård
Her er sagens centrum: Familien Hedegårds amerikanske flag i forhaven. Foto: Rikke Hedegård

En over 100 år gammel lov har nu fået familien Hedegård fra Nr. Bjert nær Kolding i fedtefadet.

Familien elsker amerikaner-kultur og alt, hvad der er amerikansk. Derfor har de den seneste måned haft det amerikanske flag til at vaje i forhaven.

Men det er ulovligt, og det er ikke gået ubemærket hen.

Mandag morgen omkring klokken 7 ringede politiet nemlig på døren og beskeden lød: Tag flaget ned eller betal en bøde på 2500 kroner.

I Danmark er det nemlig ulovligt at flage med udenlandske flag, med mindre man har en særlig aftale med politiet. Men det havde familien Hedegård ikke, og politiet havde modtaget flere anmeldelser fra fortørnede naboer.

- Tænk, at der er nogen, der kan have så ondt i røven over, at vi hylder den amerikanske kultur, siger Rikke Hedegård til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Her ses et udsnit af familien Hedegård. Rikke står til venstre. Foto: Rikke Hedegård
Her ses et udsnit af familien Hedegård. Rikke står til venstre. Foto: Rikke Hedegård
 

En hyldest
Der er ifølge Rikke Hedegård aldrig nogen, der har henvendt sig og klaget over flaget. Hun understreger også, at de aldrig har haft til hensigt at genere andre. Flaget har udelukkende fungeret som en hyldest til USA.

- Der kommer rigtig mange amerikanerbiler forbi, hvor vi bor. De dytter og holder ind. Så får man et fællesskab på den måde. Det har på inden måde været for at provokere nogen, at vi har haft Stars and Stripes i flagstangen.

Hun understreger i øvrigt, at det ikke er fordi, de er Trump-tilhængere. De er blot glade for amerikansk kultur. De elsker amerikanerbiler og alt, hvad der hører til. Deres datter, der for nylig blev konfirmeret, fik sågar en kæmpe rockabilly-fest.

Artiklen fortsætter under billedet...

 

Familien elsker amerikanerbiler og tager da også på træf for at møde folk med den samme interesse. Foto: Rikke Hedegård
Familien elsker amerikanerbiler og tager da også på træf for at møde folk med den samme interesse. Foto: Rikke Hedegård

Meget mere Amerika
Men hvis naboerne i Nr. Bjert troede, at de nu var sluppet for det amerikanske flag, kan de godt tro om igen. Familien Hedegård er nemlig ikke færdige med at hylde amerikanerne med at flage.

- Vi er blevet så provokerede nu, at vi går 'all in', fortæller Rikke Hedegård.

Og når Rikke Hedegård siger 'all in', så mener hun det.

Familien har fundet en grafitti-maler, der skal male et kæmpe stort amerikansk flag på den campingvogn, de altid har stående i forhaven. Men det er ikke det eneste.

- Der kommer også en og maler på vores garageport. Også vores hegn skal have amerikanerflag. Så skal de få så meget amerikaner-flag, at de brækker sig. Så må vi se, om de ikke synes, det havde været mere hyggeligt med et lille flag i flagstangen, siger Rikke Hedegård.

Ligeledes kommer det amerikanske flag op og hænge igen. Reglerne for flag gælder nemlig ikke klub-flag, og derfor har familien tænkt sig at starte en amerikaner-klub og så brodere et lille klubmærke i hjørnet på deres Stars and Stribes-flag.

Så kan de nemlig helt lovligt hejse flaget på ny.

- Og så bliver det nye flag nok også lige et par numre større, griner Rikke Hedegård.

 

Lovgivningen fra 1915

Som udgangspunkt er det ulovligt at flage med andre nationalflag end Dannebrog. Men der er selvfølgeligt undtagelser.

Privatpersoner må gerne flage med det grønlandske, færøske, finske, islandske, norske og svenske flag uden at have en særlig tilladelse til det.

Derudover må man også gerne flage med FN- og EU-flaget, og lovgivningen gør det også muligt for fremmede staters gesandter, konsuler og vicekonsuler at flage med deres nationalflag.

Flere man med eksempelvis det amerikanske flag, skal man have en særlig tilladelse, og Dannebrog skal svaje ved siden af - i samme størrelse eller større.

Kilde: Justitsministeriet

500 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere