Familien vil ikke overtage: Dansk ø til salg

Du kan nu blive den glade ejer af en ø i det sydfynske øhav. Hvis du altså har i omegnen af 15-20 mio. kroner

Foto: Asger Olsen A/S
Foto: Asger Olsen A/S
Et ældre ægtepar har været ø-ejere i snart et halvt århundrede, men alderen er begyndt at tynge for 82-årige Peter og Gitte Didrichsen. Derfor har de sat øen Halmø til salg. Øen ligger i det Sydfynske Øhav mellem øerne Ærø og Strynø. Til DR Fyn har parret tidligere fortalt, at de helst så øen gå i arv til deres børn.

Men sådan bliver det altså ikke.

- Vi har fire børn, og der er ikke nogen, der har den helt store interesse. Ja, alt har vel sin tid, men vi er da kede af at skulle skille os af med den, det må jeg sige. Vi har været glade for at komme derovre siden begyndelsen af 70'erne, siger Peter Didrichsen til Fyns Amts Avis.

Foto: Asger Olsen A/S
Foto: Asger Olsen A/S
På den 43 hektar store ø er der en 200 kvadratmeter stor gårdejendom, der især vil tiltale købere med hang til fred og ro. Der er nemlig ingen forstyrrende naboer, og nok heller ingen, der lige sådan dukker uanmeldt op. Den eneste måde at besøge øen på er nemlig via båd, helikopter eller fly. En lang flad bakkekam er ifølge ejendomsmægler Asger Olsen egnet som landingsbane for mindre propelfly.

Foto: Asger Olsen A/S
Foto: Asger Olsen A/S
Halmø har en offentlig vurdering på 1,2 mio. kroner, men det er langt den pris, øen kommer til at koste. Til TV2 fortæller ejendomsmægler Asger Olsen, at prisen kommer til at ligge omkring 15-20mio. kroner.

- Det er jo lidt et unika, for der er ikke ret mange private øer med huse på, og af dem er det meget få, der overhovedet kommer til salg, siger Asger Olsen.

Foto: Asger Olsen A/S
Foto: Asger Olsen A/S
Der er ikke bopælspligt, så det står de nye ejere frit for at benytte øen som sommerhus.

191 kommentarer
Vis kommentarer