Familier: Sidder og ryster

Ekstra Bladet har talt med flere af de pårørende til børnene og kvinderne, der nu hentes hjem fra Syrien

Moren til én af de tre kvinder, der nu vil blive forsøgt hentet til Danmark, er i chok over dagens udmelding. Hør hende fortælle her

- Jeg er i chok. Det er så lang tid. Tænk engang alle de her år. Endelig lykkes det.

Sådan lyder reaktionen fra moren til en af de tre kvinder, der nu vil blive forsøgt hentet til Danmark med sine to børn.

- Det er som at blive reddet fra en dødelig sygdom. Man har gået med den her angst hele tiden, og nu får vi det at vide.

Hun håber, at de seneste års hårde kamp for at blive genforenet med sin datter og børnebørn endelig lykkes.

- Det er ubegribeligt, at de overlever og kommer hjem. Jeg kan ikke forstå, at jeg skal holde om min datter igen. Jeg har lovet min datter at gribe dem, når de kommer hjem igen, og nu sker det. Det er ikke til at tro.

Faren til den danske kvinde, der sidder i al-Hol-lejren med sine syv børn, er også stærkt berørt af den nye udvikling i sagen.

- Jeg sidder og ryster. Jeg er i chok. Jeg er overlykkelig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det. Jeg tør ikke at tro på det. Jeg kan ikke vente på at se min datter og mine børnebørn. Min kone græd så meget af glæde, at hun ikke kunne tale.

Familien har allerede fået den ældste af kvindens i alt otte børn til Danmark. Den 13-årige 'Ibrahim', som var i livsfare, kom til Danmark i juni 2019 som det første danske barn.

Familien fortæller, at drengen 'er helt oppe at køre og føler, at det er uvirkeligt.'

Hør reaktionen fra en af de pårørende i videoen øverst i artiklen