Fan revser VM-sikkerhed efter påkørsel: Han fløj fem meter gennem luften

En tjekkisk ishockey-fan er i kritisk tilstand, efter han i går blev påkørt efter en kamp i Royal Arena i København. Ringe sikkerhed, lyder det fra vidne til ulykken

Det var kort efter afslutningen på en ishockeykamp mellem Tjekkiet og Rusland, at en mand blev påkørt af en bil. Foto: Lars Møller / Ritzau Scanpix
Det var kort efter afslutningen på en ishockeykamp mellem Tjekkiet og Rusland, at en mand blev påkørt af en bil. Foto: Lars Møller / Ritzau Scanpix

Det kunne måske være undgået, at en tjekkisk ishockey-fan blev påkørt af en bil og nu ligger i kritisk tilstand.

Det mener i hvert fald en ishockey-fan, der selv var til stede ved kampen og overværede påkørslen på Center Boulevard på Amager omkring kl. 23 i går.

- Der er ikke sørget for et område, hvor fans kan få taxaer eller komme med busser efter kampen, men de mange tusinde lukkes bare ud fra arenaen i trafikken. Og der er altså mørkt derude og flere steder ikke noget fortov, siger Brian Scheelhardt.

'Der var smæk på'
Og det er netop på en af de steder, hvor der ikke er noget fortov på Center Boulevard, at den tjekkiske mand bliver påkørt, fortæller Brian Scheelhardt.

- Jeg står ligesom mange andre og venter på et lift på motorvejsbroen. Det var mørkt, og det regnede, så det var ikke just let for bilisterne at se folk. Han (den påkørte, red.) skal forbi en bus, der holder i højre side af vejen, og der bliver han påkørt med 30-40 km/t. da han træder ud ved siden af bussen. Der var smæk på, så han flyver nok fem-seks meter gennem luften.

- Flere løber for at se til ham, og han er godt medtaget. Han har en stor flænge i hovedet, har svært ved at trække vejret og er bevidstløs.

Blandt de tililende er ifølge Brian Scheelhardt en paramediciner, der får sikret mandens luftveje og får sikret ham på siden, mens andre ringer efter hjælp.

Spær vejen
Ifølge Brian Scheelhardt burde politiet og arrangørerne have spærret Hannemanns Allé og sørget for et område, hvor fansene kunne praje en taxa eller blive hentet i stedet for at skulle ud i trafikken.

Hos politiet mener man dog ikke, at sikkerheden er utilstrækkelig.

- Der er faktisk rigtig meget politi ude ved arenaen, og der er foregået et stort stykke arbejde med at planlægge sikkerheden, så vi kører trods ulykken videre som hidtil, siger Thomas Tarpgaard, vagtchef ved Københavns Politi.

VM-arrangører: Sikkerheden er fin

Trods den alvorlige ulykke vil arrangørerne af VM i ishockey i Royal Arena ikke bede politiet om at ændre sikkerheden.

- Vi har selvfølgelig medfølelse for de pårørende til den tilskadekomne tjekkiske fan, men vi mener ikke, det er vores ansvar, siger Enver Hansen, direktør for Ishockey VM 2018.

- Jeg er helt uenig i, at sikkerheden skulle være problematisk. Vi synes derimod, at sikkerheden omkring arenaen og fanzonen er rigtig fin. Der er for eksempel opsat betonafspærringer og bump, så man ikke kan køre hurtigere end fem kilometer i timen omkring fanzonen.

Men ville det ikke have været langt mere sikkert, hvis der ikke kørte biler omkring arenaen, og der tilmed var et område, hvor folk kunne få en taxa eller blive hentet?

- Men der, hvor han blev kørt ned, er 500 meter fra fanzonen, og derfor kan jeg ikke se, at sikkerheden der er vores ansvar.

Så I er trods ulykken godt tilfredse med sikkerheden, som jeg forstår dig?

- Ja. Sikkerheden omkring arrangementet er udarbejdet med politiet, og vi følger selvfølgelig deres anbefalinger. Derfor har vi heller ikke gjort mere ud af sagen, men vi føler selvfølgelig med de pårørende.

18 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere