Fandt kvælerslange på badeværelset

Dyreinternat oplever jævnligt at få indleveret slanger, som folk har kasseret og sluppet løs i naturen

Det var denne kornsnog, som pludselig havde forvildet sig ind på et fremmed badeværelse. Foto: Sanne Holm, Gram Dyreinternat
Det var denne kornsnog, som pludselig havde forvildet sig ind på et fremmed badeværelse. Foto: Sanne Holm, Gram Dyreinternat

Det blev en anderledes morgenvækning for en kvinde, da hun fandt en kvælerslange sit badeværelse. Det skete omkring kl. 7 i morges på Gabøl Byvej i Gabøl.

Hun kontaktede straks politiet, som fik fat i slangen, der viste sig at være en cirka 30 centimeter lang californisk kongesnog.

Og selvom det kan være en ubehagelig oplevelse, så er det noget, der sker jævnligt, mindst 6-7 gange om året, at internatet får indleveret en slange, der er fundet et sted , hvor den ikke burde være, fortæller Uffe Holm, indehaver af Gram Dyreinternat, der nu har slangen i sin varetægt.

- Vi oplever det jævnligt, fordi folk bliver trætte af dem og så ikke kan komme af med dem. De skal jo fodres med mus, siger Uffe Holm.

Han fortæller, at snogen ikke er giftig, men den kan blive op til 2½ meter lang. Den californiske kongesnog lever ikke naturligt i Danmark, så det er nogen, der har haft den i terrarium, der har sat den fri. Og den er så formentlig søgt ind, hvor der er varmt.

Nu skal de til at finde en ny ejer til kongesnogen.

- Så må vi se, om vi kan finde en, som er ansvarlig. Vi sender den jo ikke ud til hvem som helst, for så ender den bare i naturen igen, siger han.

Han fortæller, at det er yderst sjældent, at de får giftige slanger ind – men af og til har de været ude til nogle meget store slanger.

- Den største, vi har hentet, var på havnen i Esbjerg. Den var lige så tyk som en arm og fire meter lang. Og engang i Esbjerg var der en på to meter, der kom ud af et hul i muren i en gammel rørføring, mens der var en, der sad på toilettet, fortæller han.

Han understreger, at det er uforsvarligt bare at slippe de uønskede slanger løs. Både af hensyn til dyret, men også almindelige mennesker.

- Folk er jo selvfølgelig bange for dem, siger han.

17 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere