Fandt smaragd på 1,1 kilo: Så utroligt mange penge er den værd

En dansk ekspert vurderer og gætter på, at den gigantiske smaragd kan være 50 millioner kroner værd

Den usædvanligt store smaragd, der for nylig er fundet i Zambia vejer 1,1 kilo. Foto: Gemfields
Den usædvanligt store smaragd, der for nylig er fundet i Zambia vejer 1,1 kilo. Foto: Gemfields

En gigantisk smaragd på hele 1,1 kilo i usædvanlig god stand er fundet i det afrikanske land Zambia i Gemfields-minen i Kagem. Det er en 5,655 karat smaragd, og den blev fundet 2. oktober af geologen Debapriya Rakshit og den erfarne mine-ekspert Richard Kapeta.

Den gigantiske store og meget smukke smykkesten er blevet navngivet Inkalamu, der betyder 'løve' på det lokale sprog Bemba i den region, hvor smaragden blev fundet.

Det skriver flere medier, heriblandt CNN og Daily Mail.

Firmaet Gemfields har også på deres egen hjemmeside berettet om det usædvanlige fund.

Smaragden er af eksperter blevet beskrevet som usædvanlig klar og perfekt balanceret med en gylden grøn nuance. Den store smykkesten skal nu skæres ud i mange små stykker og sælges på auktion i Singapore i november måned.

Elena Basaglia fra firmaet Gemfields fortæller følgende om fundet:

'Det er vanskeligt at sige nøjagtigt, hvor mange individuelle smykker der vil blive skåret ud af smaragden Inklamu, men der er ingen tvivl om, at den her smaragd vil skrive historie blandt de mest ekstraordinære smykkesten.'

Firmaet Gemfields har kun navngivet smykkesten to gange før. Sidste gang var i 2010, hvor man fandt smykkestenen 'Insofu', der betyder elefant. Den havde en karat på 6,225.

En smaragd af høj kvalitet
Ekstra Bladet har kontaktet ædelstens-eksperten Sidsel Dalby Glerup, som er uddannet gemmolog fra Gemological Institute of America (GIA) og til dagligt selv handler med diamanter og ædelstene i sit firma Dalby Diamonds. Hun giver herunder et bud på, hvor meget den nyfundne store smaragd Inkalamu er værd:

- Der er tale om en ekstraordinær gigantisk ædelsten af krystalarten grøn beryl (smaragd) på 5,655 karat. Smaragden udmærker sig ved at være af højeste kvalitet, med det man i fagsprog kalder 'remarkable clarity & perfectly balanced golden-green hue'.

- Mineproducenten Gemfields forventer, at der kan blive hundredvis af fine store smaragder ud af de 5,655 karat. Der er også den mulighed, at smaragden bevares i størrelsen og opkøbes med investering for øje qua sin fine kvalitet og størrelse.

- Der ses i øjeblikket generelt stor efterspørgsel i markedet fra internationale smykkebrands på fine smaragder, hvor der senest hos Sotheby's Auction House i New York blev handlet en grøn colombiansk smaragd på 10,68 karat monteret i en ring til 1,2 mio. usd., som er knap 750.000 kr. pr. karat. Med dette for øje vil en smaragd på 5,655 karat i så flot kvalitet som The Lion Emerald løbe op i en rekordhøj salgspris, udtaler Danmarks førende specialist i ædelstene, Sidsel Dalby Glerup, til Ekstra Bladet.

- Men kan du komme med et mere konkret gæt på, hvor mange penge den egentlig er værd?

- Jeg vil nok sige 50 millioner danske kroner for smaragden, som den står nu i upoleret form. Men det er som sagt et gæt, siger Sidsel Dalby Glerup.

Der er tale om en ekstraordinær gigantisk ædelsten af krystalarten grøn beryl (smaragd) på 5.655 karat. Foto: Gemfields
Der er tale om en ekstraordinær gigantisk ædelsten af krystalarten grøn beryl (smaragd) på 5.655 karat. Foto: Gemfields
 

1 af 2 Der er tale om en ekstraordinær gigantisk ædelsten af krystalarten grøn beryl (smaragd) på 5.655 karat. (Foto: Gemfields)
2 af 2 Den usædvanligt store smaragd, der for nylig er fundet i Zambia vejer 1,1 kilo. Foto: Gemfields
132 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere