En australsk pensionist har gjort noget af et gedigent guldfund.
For nylig fandt manden en stor guldklump på hele to kilo. Fundet blev gjort i udkanten af den gamle 'gold rush town' Ballarat, skriver Sydney Morning Herald.
Manden ønsker af forståelige grunde at være anonym.
Mark Day fra Gold Ballarat, der forhandler udstyr til at lede efter guld, fortæller, at den heldige mand rystede som et espeløv, da han kom ind i butikken med den tunge guldklump.
- Han vidste ikke, hvad han skulle gøre med guldklumpen. Han havde ikke sovet i tre dage, fortæller Mark Day.
Siger ikke hvor
Guldklumpen er omkring 600.000 kroner værd i guld, men på grund af den særlige størrelse, stiger værdien til omkring 742.000 kroner.
- Han fortalte mig, at han allerede var blevet tilbudt 160.000 Dollar (742.000 kroner, red.), oplyser indehaveren af butikken.
Mark Day siger også, at fundet er det største, han har oplevet i sine 25 år i branchen.
Den heldige guldjæger mener, at der er meget mere guld at finde i området.
- Hvem kan modsige ham efter dette fund, lyder det fra Mark Day.
Ejeren af guldklumpen vil dog ikke afsløre præcist, hvor han gjorde det opsigtsvækkende fund.