Fanget i Spanien: Forsøger at køre hjem

Ægtepar frygter at blive hængende i et af landene, de skal igennem, på turen hjem til Danmark

Hanne Holm ved autocamperen, som parret nu vil forsøge at køre hjem i fra Malaga i Spanien. Privatfoto
Hanne Holm ved autocamperen, som parret nu vil forsøge at køre hjem i fra Malaga i Spanien. Privatfoto

- Nu forsøger vi at køre hjem. Vi aner ikke, om det er muligt at komme over grænseovergangene. Men vi vil gerne hjem til Danmark nu.

Ægteparret Hanne og Jan Holm sidder for øjeblikket 'fanget' i deres lille rækkehus i landsbyen Torrox, der ligger 40 kilometer øst for Malaga i Spanien.

Ægteparret kørte i deres Folkevognsrugbrød til Spanien den 1. marts, før smitte-spredningen af coronavirussen for alvor var begyndt at tage fart.

- Det var meningen, at vi skulle blive boende hernede til 1. maj. Men nu er vi blevet noget nervøse over udviklingen og vil gerne hjem. Spørgsmålet er imidlertid, om vi overhovedet kan køre hjem til Danmark, siger 67-årige Jan Holm til Ekstra Bladet.

Jan Holm frygter at blive fanget i kæmpekøer ved grænseovergangene gennem Europa - eller i værste fald helt at blive nægtet indrejse  i et af de transit- lande, han skal igennem for at nå hjem til Falster.

Nødigt blive hængende
- Min kone har et nedsat immunforsvar, så vi vil gerne hurtigt hjem. Hvis vi pludselig kommer til at hænge i Frankrig, så er vi jo værre stillet i forhold til at blive boende hernede i Spanien. Omvendt tror jeg, at det kan komme til at vare flere måneder at komme hjem, hvis vi ikke forsøger nu. Alt spidser jo til, siger Jan Holm.

Både han og familien i Danmark har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Udenrigsministeriet for at få oplyst, hvad mulighederne er for at nå gennem alle grænseovergangene.

- Vi har skrevet og ringet. Men vi har ikke fået noget svar. Nu har vi besluttet, at vi kører tidligt fredag morgen. Så må vi se, hvad der sker. Vi kan godt klare os midlertidig i vores Folkevognsrugbrød. Vi har overvejet at tage en flybillet hjem. Men det er også blevet meget svært, og vi har også en 40 kilo tung labrador med, så det er ikke muligt.

Masser af kontrol
Danskerne mærker tydeligt, hvordan de spanske myndigheder har strammet op, efter at spanierne er begyndt at dø af virussen og smitten spreder sig med lynets hast.

- Der er mad nok i butikkerne. I de små butikker må der kun være to kunder på en gang. Hundeluftning er tilladt, men kun en person må følges med hunden. Det er også kun en person fra husstanden, som må købe ind. Politiet patruljerer over alt og kontrollen er intensiv, fortæller Jan Holm.

 

256 kommentarer
Vis kommentarer