Fanget i Støjbergs regel-helvede: Hvorfor må jeg ikke blive dansk, Inger?

Inger Støjberg og co. har vedtaget nye, strammere krav for at opnå dansk statsborgerskab. Men reglerne virker med tilbagevirkende kraft, og det går blandt andet ud over Cihan Akbalik

Cihan Akbalik knokler i dagtimerne i Københavns Lufthavn, mens han kæmper for at få familielivet, aftenskolen og økonomien til at hænge sammen mens han forsøger at opnå dansk statsborgerskab (Foto: Mikkel Tariq Khan)
Cihan Akbalik knokler i dagtimerne i Københavns Lufthavn, mens han kæmper for at få familielivet, aftenskolen og økonomien til at hænge sammen mens han forsøger at opnå dansk statsborgerskab (Foto: Mikkel Tariq Khan)

Siden august 2005 har kurdiske Cihan Akbalik boet i Danmark.

Dagen efter ankomsten til landet startede han som rengøringsmedarbejder i Kastrup Lufthavn, hvor han siden har arbejdet sig op igennem rækkerne og i dag sidder i en stilling som driftskoordinator, hvor han tjener på den gode side af 30.000 kroner om måneden.

Indtil mandag opfyldte han alle formelle krav til at blive dansk statsborger, og han så frem til at modtage sit rødbedefarvede pas, når hans ansøgning om statsborgerskab om nogle måneder var blevet færdigbehandlet.

Se også: TEST: Kan du blive statsborger i Danmark?

Men efter regeringen sammen med Socialdemokraterne, Danske Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance vedtog nye, skrappere krav for udlændinge, der ønsker at opnå dansk statsborgerskab, må Cihan Akbalik nu kigge langt efter at blive dansker på papiret.

Årsagen er, at Cihan Akbalik har søgt statsborgerskabet efter 14. august 2014. De nye regler virker nemlig med tilbagevirkende kraft, og derfor skal han ifølge den nye aftale tage kurset 'Dansk 3', før han kan blive 'ægte' dansk.

Start forfra
Ændringen betyder, at Cihan Akbalik må starte det meste af ansøgningsprocessen forfra. En proces han har brugt tusindvis af kroner og utallige timer på at komme igennem.

- De seneste to år har jeg arbejdet på at opnå dansk statsborgerskab. Jeg har taget alle de nødvendige prøver, arbejdet og forsørget mig selv de seneste ti år, ligesom jeg aldrig har været på kant med loven, fortæller han på fejlfrit dansk til Ekstra Bladet.

Se også: Flygtningehjælp: Nye sprogkrav rammer flygtninge hårdest

De mange års målrettet arbejde førte i marts 2015 til, at han endelig indleverede sin ansøgning om dansk statsborgerskab.

- Hvis jeg i forvejen havde vidst, at jeg skulle tage 'Dansk 3' for at blive dansk statsborger, havde jeg gjort det, nu kan jeg starte forfra, og det vil tage mig mange år, fortæller Cihan Akbalik til Ekstra Bladet.

Flere års ventetid
På trods af, at regeringen nu kræver, at de nu ugyldige ansøgninger kommer sammen med et bevis på kurset Dansk 3, kan de første ansøgere efter de nye regler først blive indgivet i maj næste år.

Det skyldes, at fristen for vintertilmelding er overskredet med mere end en måned.

- Der er tilmelding til eksaminerne to gange om året. Det er i september og marts. Dem, der mangler 'Dansk 3' og ønsker at tilmelde sig dette kursus, må altså vente med at tilmelde sig til næste forår, fortæller Poul Neergaard, leder af Københavns Sprogcenter i Valdemarsgade på Vesterbro i København.

Se også: Aftale på plads: Nu bliver det sværere at blive dansker

Han er ked af, at flere af hans kursister kommer i klemme efter indførslen af de nye regler:

- Det er i orden, at man kommer i klemme, efter man i god tro har tilmeldt sig 'Dansk 2', der på daværende tidspunkt var adgangsgivende til dansk statsborgerskab, og vi samtidig ikke kan tilbyde dem at melde sig på den anden prøve før 2016, fordi tilmeldingsfristen er overskredet, lyder det fra lederen af sprogcentret.

Støjberg: En gedigen opstramning
Det var ellers en svært tilfreds udlændinge- og integrationsminister, der mandag præsenterede det nye lovforslag for den danske verdenspresse.

- Det er en gedigen opstramning i forhold til tildeling af statsborgerskab i Danmark. Man skal beherske det danske sprog. Man skal holde sig ude af kriminalitet, og man skal være selvforsørgende, sagde udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, til TV2 News.

Den optimisme deler Cihan Akbalik ikke.

- Mine børn på to og syv kan ikke bo med deres mor, fordi vi ikke kan få familiesammenføring, og jeg ikke kan få statsborgerskab. Hun bor i Tyrkiet og jeg har, siden min mindste dreng var 46 dage, været alene-far i Danmark, mens jeg har taget danskkurser, arbejdet og været far. Mens min kone har måtte sidde i Tyrkiet tusinder af kilometer væk.

- Med Inger Støjbergs nye regler kan jeg bare smide alle mine papirer i skraldespanden og starte forfra. Når jeg om nogle år igen kan indsende en ansøgning, er den sikkert forældet igen, og sådan kan det blive ved for evigt, siger den skuffede og hårdtarbejdende familiefar.

318 kommentarer
Vis kommentarer