Fanø vil have slukket for tomgang

Bilerne må ikke længere holde stille med snurrende motorer

Arkivfoto: Thomas Borberg
Arkivfoto: Thomas Borberg

Fanø vil ikke længere acceptere, at borgerne lader deres private biler holde med motoren kørende i mere end et minut.

Den lille vadehavsø har ifølge jv.dk indført et tomgangsregulativ, som skal sikre, at borgerne slukker for motoren, når bilen holder stille under en parkering.

Det gælder også, selv om bilen er parkeret i en privat indkørsel.

En del lokale borgere på øen har især været trætte af, at store turistbusser støjer og forurener, mens de holder i tomgang.

Vi tager tid
- Når det gælder den praktiske håndhævelse, tager vi tid på overtrædelsens længde for at kunne dokumentere, at der er tale om en overtrædelse af regulativet. Vi venter, at vi kan komme langt med dialog og konduite i denne type sager i begyndelsen. Men er dette ikke nok, kommer bødeblokken frem, fortæller Tage Jehn, politiinspektør fra Syd- og Sønderjyllands Politi til jv.dk.

Fremover er det altså slut med at lade bilen varme op i indkørslen eller lade motoren brumme, mens man tager varer ind og ud af bagagerummet. Med mindre man altså kan gøre det på under et minut.