Fans invaderer Færøerne til formørket sol

Tusinder valfarter til Færøerne efter naturens ultimative kick, når himlen formørkes 20. marts om formiddagen

Polfoto
Polfoto

Den, der har oplevet en total solformørkelse, glemmer det aldrig.

Der bliver derfor trængsel på Færøerne, når tusmørket den 20. marts om formiddagen sænker sig over Nordatlanten, og stjerner og planeter i nogle minutter træder tydeligt frem på firmamentet.

Entusiaster i tusindtal fra både Danmark og fjerne lande som Australien, Japan og USA valfarter med fly og skib til de forblæste øer for at opleve fænomenet.

Alene i Danmark har 885 mennesker booket billet til en tur med den chartrede DFDS-færge Princess Seaways, som sejler fra Holland til Newcastle og derfra til Færøerne.

Det oplyser Erik Fey, ejer af Hjørring Rejsecenter, der har chartret skibet sammen med en færøsk partner.

- Folk er fuldstændig vilde med det her. De, der har oplevet det før, betaler jo store priser for at komme af sted igen. Og det ser ud til, at vejret bliver godt, for langtidsprognosen lover godt med sol, siger Erik Fey.

Se også: Solformørkelse rammer landet: Pas på børnene

Erik Feys mange gæster skal se den totale solformørkelse ved Hotel Föroyar, der troner over Tórshavn.

- Det er et fantastisk sted med udsigt højt over Tórshavn by, fjorden og Nolsoy, som solen stiger op over. Dér skal vi stå over 1000 mennesker, og kamerahold fra CNN og BBC kommer til at stå oppe på hotellets græstag, siger Erik Fey.

Janaki Lund Jensen har totale solformørkelser som sin store passion. Siden 1995 er hun talrige gange rejst til fjerne destinationer på kloden for at iagttage totale solformørkelser - fra Borneo til Caribien, Zimbabwe, Kina og Cook Øerne.

Det bliver 12. gang, når hun 20. marts står foran Hotel Föroyar og håber på skyfri himmel kl. 9:41, lokal tid, når den fulde formørkelse indledes.

- Man glemmer aldrig oplevelsen, når månen med ufattelig præcision glider ind mellem solen og Jorden. Det er magisk, når månens skygge sniger sig ind over landskabet og efterlader det i et uvirkeligt skumringslys, siger Janaki Lund Jensen.

Samtidig lyser stjernerne op på den mørke himmel, fuglene stopper med at synge, og temperaturen falder mærkbart.

Sydpå i Danmark er formørkelsen "kun" delvis. Men den bliver alligevel en oplevelse, da over 80 procent af solskiven dækkes af månen.

Fakta om solformørkelser i Danmark
  • En solformørkelse er det, du oplever, når jorden står i skyggen af Månen – hvor Månen bevæger sig ind foran Solen og dækker for solskiven.
  • Solformørkelsen kan være total eller partiel – dvs. delvis.
  • Ved total solformørkelse dækker Månen 100 procent af Solens areal. Øjeblikket varer typisk mellem to og fem minutter.
  • Ved partiel solformørkelse kan man se solen reduceret til en 'glad mund', og skyggespillet ændrer sig, så runde solpletter bliver til halvmåner. Det kan man f.eks. se på fortovet.
  • Solformørkelsen den 20. marts 2015 var partiel her i Danmark og total i et bælte over Nordatlanten og op til Nordpolen. Undervejs ramte den totale formørkelse Færøerne og Svalbard i Nordnorge.
  • Næste gang en delvis solformørkelse er synlig i Danmark bliver den 10. juni 2021. Her vil kun 25 procent af solens areal være dækket.
  • Næste gang en total solformørkelse er synlig i Danmark bliver den 25. maj 2142, klokken 10:04.
  • Den seneste totale formørkelse i Danmark var den 28. juli 1851, hvor Solen var totalt formørket i Nordjylland og Nordsjælland.
  • I nyere tid har der været flere partielle solformørkelser i Danmark. De dybeste skete 15. februar 1961, 11. august 1999 og 31. maj 2003. Den i 1999 dækkede også godt 80 procent set fra Danmark.

Kilde: Stellar Astrophysics Centre (SAC), Aarhus Universitet

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere