Far rystet: Tre-årig pige gik alene hjem fra SFO

Pædagogerne opdagede ikke, at datteren var væk

Tre-årig pige kunne uhindret gå alene hjem fra en SFO i Jerslev i Nordjylland. (Arkivfoto: Finn Frandsen)
Tre-årig pige kunne uhindret gå alene hjem fra en SFO i Jerslev i Nordjylland. (Arkivfoto: Finn Frandsen)

En tre-årig pige forlod mandag eftermiddag en SFO i Jerslev i Nordjylland uden at pædagogerne opdagede det.

Børnene fra børnehaven Livstræet bliver i denne vinterferieuge passet i SFO'en på Toftegårdsskolen, og den tre-årige pige kunne derfor uhindret gå fra SFO'en og hjem til sin mor.

- Det er en trist situation. Det må ikke ske. Man betaler for at få passet sine børn. Det synes jeg ikke, de har gjort i tilstrækkelig grad. En pige på tre år forstår jo ikke, at hun ikke må gå, siger faderen Dennis Christiansen til Nordjyske.

Hos Brønderslev kommune beklager kommunaldirektør Søren Steensen episoden.

- Det er en menneskelig fejl, som ikke må ske. Vi har nu strammet op på procedurerne, som bl.a. betyder, at der nu er øget tilsyn under leg. Og det har forældrebestyrelsen godkendt på et møde i går, siger Søren Steensen til Ekstra Bladet.

Datteren gik lidt før klokken 13 mandag hjem ad den vej, som hun går med sin mor i børnehave om morgenen, fordi hun var træt og ville hjem og sove.

Børnehaven har beklaget hændelsen over for forældrene på et møde tirsdag morgen.

Faderen Dennis Christiansen så gerne, at både børn fra SFO og børnehaven i stedet blev samlet i børnehaven i ferietider. Lige nu er det forskelligt fra ferie til ferie, om børnene samles i SFO'en eller i børnehaven.

- Det afhænger af, hvor der er flest tilmeldte børn. I vinterferien er det i SFO'en og i påskeferien er der flest tilmeldte børnehavebørn, så der bliver de passet i børnehaven, siger kommunaldirektøren.

Brønderslev kommune betragter nu sagen som lukket.

52 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere