Farligt vejr på vej: Nu rammer voldsomt uvejr landet

Skybrud, lyn og torden vil først ramme det sydvestlige Jylland, og derefter bevæge sig østpå

Varmen ser ud til at fortsætte på trods af regnen. Se DMI's månedsprognose her.

Endelig.

Lørdag kommer regnen til at vælte ned over store dele af landet for første gang i ugevis, hvor solen ellers har bagt ned over det danske landskab.

Det er Danmarks Meteorologisk Institut, der kommer med udmeldingen, som mange nok vil se som en kærkommen nyhed ovenpå en periode med hedebølge og tørke.

Farligt vejr
Men faktisk kan det i nogle timer lørdag udvikle sig til at blive regulært farligt at færdes udenfor, oplyser DMI. Det forventes nemlig, at lyn, torden og kraftige vindstød vil følge i hælene på det skybrud, der rammer landet i løbet af dagen.

- Det farlige kan bestå i, at der kommer torden og skybrud. Lagt sammen med kraftige vindstød er det en cocktail, der kan skabe farlige situationer, fordi der også kommer lyn, fortæller vagthavende ved DMI Frank Nielsen til Ekstra Bladet.

Der er nemlig fare for at de kan antænde naturen, og hvis der så går ild i noget, kan vindstødene være med til at sprede ilden. Nogle timer kan vejret føles voldsomt, fordi vi går fra fuldt sommervejr til ekstremt kraftigt vejr, uddyber han.

Beredskabsstyrelsen klar over situationen
Det er Beredskabsstyrelsen, der rykker ud til mark- og skovbrande i Danmark. Ekstra Bladet har lørdag middag været i kontakt med deres vagthavende officer Hanne Nielsen, der fortæller, at beredskabet tager deres forholdsregler:

- Hver gang DMI udsender varsler, får vi dem også. Vi vurderer dem og tjekker, hvor meget personel vi har til rådighed, så vi kan sikre os, at vi kan imødegå varslen fra DMI.

Hanne Nielsen forklarer videre, at Beredskabsstyrelsen har styr på, at vejret kan skabe farlige forhold i Syddanmark lørdag eftermiddag.

- Vi har ikke sendt folk til Jylland, fordi vi har nok folk derovre til rådighed. Vi har også en reservestyrke af frivillige, hvis det bliver nødvendigt.

koldfront på vej
Landmændene vil især være glade for en smule regn. Tidligt lørdag er der nemlig op mod 100 mindre og større skov- og markbrande, der hærger Danmark samtidigt.

Frank Nielsen fortæller til Ekstra Bladet, at regnen kommer i store mængder senere på dagen, hvor et skybrud vil bevæge sig ind over landet:

- Det bliver den vestlige del af landet, som først bliver ramt, og det bliver også kraftigst her. Det ser fortsat ud til, at det kommer i løbet af eftermiddagen.

Det bliver dog først ud på de sene aftentimer, at det tunge skydække med regn og torden vil ramme hele landet, forklarer Frank Nielsen:

- Derefter bevæger skybruddet sig østover, og ved 20-tiden forventer vi, at det har ramt de største dele af Jylland. Senere på aftenen er det også nået frem til Storebælt over Østjylland og Fyn.

- København bliver først ramt af uvejret lørdag nat, fortsætter han.

Kommer pludselig
Men selvom der er regn og torden på vej ind over landet, skal vi stadig forvente at få en varm dag lørdag. Skybruddet vil nemlig komme ud af det blå, og derfor vil temperaturen også være høj langt størstedelen af dagen.

- Det bliver en luftig, men rigtig varm dag igen på op til 30 grader. Det er et vejrskifte, hvor der vil være godt vejr, lige indtil det kommer. Og det kommer hurtigt, siger Frank Nielsen.

De tunge skyer bringer ekstremt meget nedbør med sig.

- Lokalt kan der falde over 30 millimeter på en halv time. Det er selvfølgelig skønt med regn, men der kan være steder, hvor det kan være svært for jorden at følge med, selvom det er hårdt tiltrængt med noget regn. Det bliver dog mest i sydvest, at man vil opleve, at der falder så store vandmængder.

- Søndag morgen går det lidt i sig selv igen. Ud på formiddagen er det stort set ovre, og så klarer det op, og solen kommer tilbage. Det bliver til gengæld en behagelig søndag, fordi temperaturen falder ned til 26-27 grader, som er lidt køligere, end vi har haft det de seneste par dage, slutter vagthavende Frank Nielsen.

Fredag advarer DMI om risiko for skybrud. Foto: Jens Dresling Samfund - 27. jul. 2018 - kl. 19:08 DMI advarer: Her er der risiko for skybrud og kraftig torden

320 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere