Fartgrænserne sættes ned i København

Københavnerne skal se frem mod at lette foden fra gassen, da et flertal i Borgerrepræsentation har besluttet at sænke fartgrænserne

Flere europæiske byer har sat fartgrænsen ned til 30 km/t. Arkivfoto: Finn Frandsen
Flere europæiske byer har sat fartgrænsen ned til 30 km/t. Arkivfoto: Finn Frandsen

10 km/t.

Det er så meget, som farten flere steder i København bliver sænket.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation er i et nyt budgetforlig blevet enige om at sænke fartgrænserne på de mindre gader, fordelingsveje, lokalgader og bydelsgader.

Det skriver Politiken.

Formålet med fartnedsættelsen er at mindske risikoen for trafikulykker og give færre trafikdræbte i byen.

Mere sikkerhed
Selvom Danmark er et af de lande i verden med færrest trafikdræbte, så har Borgerrepræsentationen besluttet, at farten skal ned.

En lavere hastighed kan da også have stor betydning for, hvor stor chancen for overlevelse er, skulle man blive kørt ned.

Rammes en fodgænger med 30 km/t., har fodgængeren en 5 procent risiko for at dø. Stiger hastigheden til 40 km/t., stiger risikoen for død drastisk til 40 procent, og skulle man blive ramt med 50 km/t., er risikoen for at dø helt oppe på 80 procent.

Grænsen bør være 30 km/t.
Den fælleseuropæiske trafiksikkerhedsorganisation (ETSC) har anbefalet, at byer indfører en fartgrænse på 30 km/t. på befærdede gader, da risikoen for alvorlige ulykker i så fald ville være alvorligt meget lavere.

Det har flere byer i Holland og Tyskland allerede indført, og senest blev det også til lov i Paris.

Nu følger København så trop med at nedsætte fartgrænsen - men dog ikke til 30 km/t. i hele byen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Bilister i København har det svært. Det mener Ekstra Bladets René Fredensborg:

Fartgrænserne sættes ned i København