Farvel til foråret for nu: Disse dage skal du nyde

Næste uge bliver præget af regn og byger, men det kan snart vende igen

Torsdagens regnskyl blev startskuddet på en ny uge, hvor hverken vejr eller temperaturer vil minde særlig meget om forår.

Den næste uge bliver en kølig fornøjelse med masser af vand, og kun få steder vil der være plads til sol.

Fredag
Fredagen kan faktisk ende med at blive en af de bedre dage, selvom der fra morgenstunden vil være en del skyer. De vil forsvinde op ad formiddagen, og det vil give anledning til nogen sol.

-  Det kan ikke udelukkes, at der kommer enkelte byger hist og her, men de vil ikke kunne sammenlignes med det, vi så i går, siger Anja Bodhold, DMI's pressevagt.

Der ligger lige nu et lavtryk syd for Irland, som er på vej mod nordøst. Derfor kan der i løbet af aftenen komme flere skyer ind over landet, som kan give lidt regn i aften og nattetimerne.

Lørdag
Regnen vil være væk lørdag morgen, men der vil formentligt stadig være skyer over det meste af landet.

Pletvis kan der komme sol, men det bliver primært i den østlige del af landet.

Jylland vil opleve mest regn - ikke store mængder - men en smule hist og her. Temperaturen vil ligge på en 10-12 grader i Jylland, hvorimod det bliver varmere i øst med 14-16 grader på Lolland Falster og Sjælland.

Søndag
På søndag vil temperaturerne igen være lune, og det vil veksle mellem skyer og sol hele dagen.

Søndag bliver den varmeste, hvis man sammenligner med weekenden og den kommende uge.

Det bliver igen varmest på Sydsjælland og Lolland Falster med temperaturer op til 17 grader - i Jylland bliver det op til 12 grader.

- Bornholm ligger bedst i svinget i forhold til solchancer. Her bliver det formentligt også varmest, siger Anja Boldhioldt.

Regn med regn på
I den kommende uge vil vejret være præget af en masse regn og mere vind, som kommer fra et lavtryk fra Frankrig.

Lavtrykket bevæger sig op til den sydlige del af Nordsøen om mandagen, og det vil give et større regnområde.

Det samme er tilfældet på tirsdag og onsdag.

Varme på vej
Kigger DMI derimod hen mod næste weekend - den 5. og 6. maj, ser det igen bedre ud.

- Der er en tendens til, at vi får et højtryk over Mellemeuropa og de Britiske øer, som vil påvirke det danske vejr. Det kan give højere temperaturer og mere tørvejr, siger DMI's pressevagt.

Det er dog lidt usikkert, hvornår det præcis rammer - men meget tyder på, at det bliver i næste weekend.

- Det ser ud som om, vi får nogle tørvejrsdage i næste weekend med mulighed for sol og temperaturer mellem 15 og 17 grader, siger Anja Boldholdt.