Farvel til uvejret: Her faldt der mest regn

Det varslede uvejr, som torsdag gav masser af regn over det meste af landet, blev ikke nær så slemt, som DMI frygtede

TOrsdagsdøgnet var mest vådt ved Holbæk viser målinger fra DMI. Foto: Jens Dresling
TOrsdagsdøgnet var mest vådt ved Holbæk viser målinger fra DMI. Foto: Jens Dresling

Uvejret, som DMI havde varslet, ville ramme Danmark torsdag, blev ikke nær så slemt, som DMI havde forudsagt. Koldfronten, som snart har passeret landet, og som kort før midnat er nået Nordsjælland og er på vej mod Sverige, gav ikke lige så meget vand fra oven, som det var forventet.

Det fortæller vagthavende meteorolog hos DMI, Martin Lindberg, til Ekstra Bladet.

- Der er ikke kommet så meget vand, som vi havde forventet. Det er en anelse mindre, end vi havde frygtet, siger Martin Lindberg.

Onsdagens prognose lød på voldsomt vejr i det østlige Jylland, på Fyn og dele af Sjælland. DMI forventede omkring 30 millimeter regn over en periode på seks timer.

Men regnvejret viste sig at være mere jævnt fordelt ud over dagtimerne.

Faktisk blev Jylland forskånet for det store, mens det gik værst ud over Sjælland, viser tal fra DMI's målestationer rundt i landet.

Mest regnvand faldt i Holbæk, hvor der i perioden mellem klokken 8 og 20 i løbet af torsdagen faldt 33 millimeter vand. Det er præcis halvdelen af, hvad der normalt falder i hele august måned.

Midt på Sjælland er der ved flere målestationer faldet mellem 25 og 27 millimeter i samme tidsrum. Og på Fyn ved målestationen Rosilde er der faldet 25 millimeter.

I det østjyske er der alene faldet syv millimeter, fortæller Martin Lindberg.

Tordenvejret, som DMI forventede også ville ramme Danmark, blev heller ikke til noget.

Gummistøvlevejret lader til at være slut inden længe. Fredag bliver det godt nok også bygevejr ifølge DMI's prognose. Det forventes, at kraftige byger kan ramme områderne ud mod Storebælt både på Fyns- og Sjællandssiden.

Lørdag vil der stadig i løbet af formiddagen være mulighed for byger, men eller begynder det at holde tørt.

Det gør det også søndag, og så forventer DMI ellers, at vi går en uge i møde med behagelige dagtemperaturer mellem 20 og 23 grader og mulighed for en hel del sol.

- Der bliver mulighed for en del sol i næste uge, siger Martin Lindberg, som fortæller, at det skyldes, at et højtryk er ved at etablere sig.

13 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere