I perioden fra juni til december sidste år gennemførte Sikkerhedsstyrelsen tekniske gennemgange af op mod 800 tilstandsrapporter.
På den baggrund måtte Sikkerhedsstyrelsen påtale fejl og mangler i 44 procent af rapporterne, mens kontrollen udløste to egentlige disciplinærsager, oplyser Mette Cramon, kommunikationschef hos Sikkerhedsstyrelsen, til Politiken tirsdag.
Tilstandsrapporten er et dokument som beskriver en bygnings tilstand. Tidligere blev denne rapport kaldt et huseftersyn.
Fejlene og manglerne dækker over alt fra mindre forhold i et enkelt punkt til forkert karaktergivning.
Karaktergivningen er en byggeteknisk vurdering af boligen.
- Det kan også være tage, hvor den beskikkede giver en anmærkning for en manglende gangbro, selv om dette ikke er en fejl, eller at tagnedløbet ikke er ført til brønd, siger Mette Cramon til Politiken.
De to disciplinærsager er endnu ikke afgjort, og Sikkerhedsstyrelsen kan ikke udtale sig om, hvorvidt de beskikkede får tilkendt en advarsel, bøde eller frakendt beskikkelse.
Byggesagkyndig.nu er en privat uvildig rådgivende virksomhed, som blandt andet rådgiver boligkøbere, der står med en tilstandsrapport, de ikke kan få til at give mening.
- Jeg har set mange af de rapporter, og jeg kan skrive under på, at der er mange fejl og mangler.
- Det kan være ting, der åbenlyst er overset eller meget generelle formuleringer. Det stiller kunderne helt forkert.
- Problemet er, at markedet lige nu handler om at være hurtigst og billigst, og det kommer der ikke de bedste rapporter ud af, siger Kristan Svendsen, direktør i Byggesagkyndig.nu, til Politiken.
Rapporterne laves ud fra et visuelt eftersyn. Der er altså ikke tale om deciderede indgreb for at undersøge bygningens tilstand.