Fem gode råd til vinteren: Sådan håndterer du den sibiriske kulde

Foråret er langt væk, og danskerne kan forvente ned til minus ti grader i næste uge

Det bliver ikke lunere lige med det samme, og mens du snører vinterstøvlerne og pakker dig ind i flere lag, kommer her et par gode råd til at håndtere den sibiriske kulde, der rammer hele Danmark i den kommende uge.

Ifølge DMI skal danskerne nemlig forberede sig på, at det bliver rigtig, RIGTIG koldt.

Helt ned til minus ti grader kan vi forvente, og det kan nogle steder komme til at føles endnu koldere. Det fortæller Henning Gisselø vagthavende ved DMI til Ekstra Bladet.

- Det kan mange steder føles endnu koldere og helt ned til minus 15 grader. Det kommer til at blæse med kold vind, og derfor vil mange komme til at have en oplevelse af, at det er langt koldere, end det egentligt er.

Og når vejret byder på en så ekstrem kulde, er det vigtigt at have styr på, hvad man gør, hvis det hele pludselig fryser til.

Frossen cykel
Hvis du er en af dem, der cykler selvom at temperaturen viser under nul grader, så er det vigtigt, at du tjekker dine gear.

Der kan nemlig dannes kondensvand i det kabel, hvor bremsekablerne løber. Når frosten så sætter ind, fryser kablerne sammen, og du kan ikke skifte gear. Men det er der råd for:

Man kan selvfølgelig sende sin cykel til en cykelsmed, men hvis du hører til en af dem, der er lidt fiks på fingrene, så kan du sagtens selv ordne de frosne gear.

Ifølge Cyklistforbundet kræver det, at du køber noget teflonspray, som forebygger, at kablerne fryser til. Din cykel skal dog være optøet (have stået indendørs i en periode), inden du smører kablerne.

Hvis din lås er frosset til, er der også råd at hente. Du kan bruge en låsespray, men først skal du tø låsen op med en plasticpose, der indeholder varmt vand. Du må ikke hælde det varme vand direkte på låsen, det gør kun processen svære for dig.

Få styr på cyklen, inden du kører ud i kulden. Foto: Finn Frandsen
Få styr på cyklen, inden du kører ud i kulden. Foto: Finn Frandsen
 

Is og sne på ruderne
Hvis du kommer ud til bilen i næste uge, og ruderne ikke er til at se igennem for frost og sne, så frygt ikke. Der er nemlig en let måde, at få udsynet frit igen.

Selvom mange bruger det populære trick, hvor man bare hælder varmt vand over den isede rude, kan dette ikke anbefales. Du kan i værste tilfælde risikere, at ruden sprækker, når det varme vand kommer i kontakt med den iskolde rude, det skriver Bilmagasinet.

Hvis du alligevel er stædig og insistere på at bruge denne metode, så husk at vandet ikke må være kogende.

Der er dog en mere sikker måde at fjerne is på ruden.

Du skal bruge koldt vand, salt og en skål. Bland en del salt med fire dele vand og hæld det på ruden om aftenen. Næste dag bør din forrude være helt fri for is.

Hvis du alligevel oplever, at der er is på ruden dagen efter, så kan du putte samme blanding i en sprayflaske og spraye det på isen, ind til den smelter.

Det er meget vigtigt, at du sørger for, at blandingen kun kommer på selve ruden, for ellers kan saltet ætse det yderste lag af din lak.

Hvis der kommer saltrander på dine ruder, kan du fjerne dem i en almindelig vask.

Pas på med det varme vand. Brug i stedet en blanding af salt og vand. Foto: Jens Dresling
Pas på med det varme vand. Brug i stedet en blanding af salt og vand. Foto: Jens Dresling
 

Pas på dyrene
De firbenede venner har det også svært i kulden, derfor er det også vigtigt, at man husker at tage sig af de problemer, der kan opstå hos dem, der ikke selv kan snakke.

Når du går tur med din hund i sneen, er det derfor vigtigt at huske på, at der bliver strøet salt på de fleste fortove, og det kan sagtens sætte sig i poterne. Det er noget, de færreste hunde synes er sjovt.

Derfor er det vigtigt, at du som hundeejer husker at beskytte potterne.

Du skal huske at tjekke for revner. Saltet udtørrer nemlig hundens potter, og det betyder, at mange hunde får revner i trædepuderne. Saltet kommer i poterne, når hunden er ude og gå tur.

Man kan ifølge Dansk Kennel Klub forebygge revnerne ved at skylle saltet af poterne og tørre dem med en klud efter hver gåtur.

Det kan også være en god ide, at smørre hundens poter med 'potevoks', som virker blødgørende og vandafvisende.

Menneskets bedsteven har brug for ekstra omsorg i den kolde tid. Tjek dit kæledyrs poter. Foto: Martin Lehmann
Menneskets bedsteven har brug for ekstra omsorg i den kolde tid. Tjek dit kæledyrs poter. Foto: Martin Lehmann
 

Slip for fugtskader og skimmelsvamp
Hvis du ikke har lyst til at bo i et hjem med fugtskader, er det vigtigt, at du husker at lufte godt ud om vinteren. 

Det skriver boligportalen Bolius.

Du skal huske at lufte kort og intenst ud. Det anbefales, at der er gennemtræk i huset i fem minutter, tre gange dagligt, hvis vil du undgå fugtskader.

Når du laver mad eller har haft stearinlys tændt, er det også en god ide at luften ud, fordi der ellers vil hænge fugt og partikler i indeluften. Du må ikke bare lade vinduet stå på klem i flere timer, da det kan medføre at vægge og andre overflader bliver så afkølede, at det kan give kondens og føre til skimmelsvamp.

Det er samtidig vigtigt, at du holder badeværelsesdøren lukket, når du har været i bad. Den fugtige luft skal ikke rundt i hele hjemmet, men i stedet ledes ud gennem et udsugningsanlæg eller et badeværelsesvindue.

Det er ekstra vigtigt at lufte ud om vinteren, hvis du vil undgå fugtskader i dit hjem. Foto: Claus Bonnerup
Det er ekstra vigtigt at lufte ud om vinteren, hvis du vil undgå fugtskader i dit hjem. Foto: Claus Bonnerup
 

Red dine vandrør
I huse og sommerhuse, hvor der bliver lukket ned for varmen gennem vinteren, er der stor risiko for, at dine vandrør kan sprænge.

Her skal du huske at lukke for vandet ved hovedhanen og lade alle husets vandhaner stå åbne. På den måde tømmer man anlægget for vand, så der ikke er vand nok tilbage til at forårsage frostsprængninger. Sådan lyder rådet fra Forsikringsoplysningen.

Det er også en god ide, at du afmonterer termostatstyrede blandingsbatterier og tømmer dem for vand, og at du tømmer vaske- og opvaskemaskiner for vand, samt tømmer eller sørger for at frostsikre toilettet ved at bruge frostvæske.

Hvis du ikke har tænkt dig at tømme vandinstallationerne, skal du sikre dig, at huset holdes helt frostfrit. Ifølge Forsikringsoplysningen dækker sommerhusforsikring ikke vandskader, hvis et vandrør er sprunget i et rum, der ikke er ordentligt opvarmet medmindre skaden skyldes 'tilfældigt svigtende varmeforsyning'.

Hvis du vil være sikker på, at forsikringen dækker i sommerhuset, så husk at tømme dine vandinstallationer- Foto: Tine Tholander
Hvis du vil være sikker på, at forsikringen dækker i sommerhuset, så husk at tømme dine vandinstallationer- Foto: Tine Tholander
 

70 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere