Fem huse skyllet væk i Norge - fjeld står stadig

Nu kollapser Mannen måske ikke alligevel

Fjeldet 'Mannen' gemmer måske på et større skred, men nordmændene må væbne sig med tålmodighed. (Foto: AP)
Fjeldet 'Mannen' gemmer måske på et større skred, men nordmændene må væbne sig med tålmodighed. (Foto: AP)

Alle venter på, at et kæmpe stykke af fjeldet Mannen i Rauma i det nordvestlige Norge styrter mod jorden. I aftes lød fjeldforskernes vurdering, at det formentlig ville ske omkring midnat, men nu er de ikke længere så sikre.

- Efter et foreløbigt maksimum på bevægelserne tirsdag aften er hastigheden i bevægelserne aftaget lidt i nat, siger geolog Einar Anda til NTB tidligt onsdag.

Regnen i det nordvestlige Norge er taget af, og risikoen for skred falder ifølge geologen i takt med temperaturne.

Kollapser Mannen ventes det, at 100.000 kubikmeter sten vælter ned af det 1294 meter høje fjeld

Mens det er uvist,  hvad der sker med den drilske fjeldside, er fem huse blevet skyllet væk af elven Opo.

Det skriver den norske avis VG.

- Fire huse er blevet taget af vandmasserne. 30 personer er blevet evakueret i området, siger operationsleder Morten Kronen fra Hordaland Politi til VG.

Ekspert: Derfor styrter det norske fjeld i grus

Elven går igennem byen Oddas centrum og er gået over sine breder, og vandmasserne underminerer ifølge politiet husenes fundament.

I nat er et hus på Hjøllo på den anden side af elven ifølge den norske avis også blevet taget:

- Først forsvandt udhuset, så forsvandt selve huset. Vi vurderer, om vi skal evakuere flere huse i området, siger operationslederen.

Dermed er i alt fem huse blevet slugt af elven, og politiet frygter, at flere lider samme skæbne:

- En ting er de materielle skader, men man kan ikke bare erstatte alt. Det er tragisk for dem, som mister deres huse eller bliver ramt på andre måder, siger Kronen.

Sidste nyt fra fjeldet: Geologerne forstår ikke hvad der sker

Udover flere nordmænds hjem har vandmasserne også taget en bus og en garage, mens endnu en bus er i farezonen. Den står ifølge Ritzau parkeret ved en benzinstation og skaber frygt for yderligere problemer.

Der er ifølge brandvæsnet risiko for, at vandmasserne blotlægger de underjordiske brændstoftanke under tankstationen, hvilket kan starte en storbrand:

- Situationen er langt fra afklaret. Husene, som føres ned ad elven, vil snart blive stoppet af en lukket bro syd for Odda, og vi følger nøje med i situationen sammen med brandmyndighederne og civilforsvaret, siger Morten Kronen til nyhedsbureauet NTB.