Fem sikre tegn: Forår på boligmarkedet

Alt tyder på, at det frosne boligmarked nu for alvor er begyndt at tø op

Flere og flere hussælgere kan sætte 'SOLGT' hen over til -salgskiltet. Foto: Thomas Borberg
Flere og flere hussælgere kan sætte 'SOLGT' hen over til -salgskiltet. Foto: Thomas Borberg

Det er ikke kun i haven, at det spirer og gror. Alt tyder på, at det frosne boligmarked nu for alvor er begyndt at tø op.

Ekstra Bladet har dykket ned i de seneste tal, og de viser fremgang på alle centrale områder som priser, handler, tvangsauktioner mv.

Det bliver bakket op af flere eksperter.

– For husprisernes vedkommende skal vi tilbage til 2007 for at finde en højere prisstigningstakt, mens vi skal tilbage til 2006 for ejerlejlighedernes vedkommende. Det var netop i disse år, at boligprisfesten toppede og siden blev afløst af tømmermænd og de største nominelle prisfald på boligmarkedet i mere end 70 år, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Lav rente og bedre økonomi

Den generelle fremgang på boligmarkedet kan især henføres til de meget lave renter i kombination med en gradvis bedring af dansk økonomi og øget beskæftigelse.

Hidtil har det især været i og omkring København og de større byer, at opsvinget har været tydeligt. Men meget tyder på, at det er ved at sprede sig til større dele af landet.

– Det næste skridt bliver formentlig, at priserne begynder at stige i flere områder. Det understøttes vores seneste undersøgelse, der viser, at 56 pct. af danskerne forventer højere huspriser over de kommende 12 måneder. Kun syv procent forventer prisfald, siger Joachim Borg Kristensen, boligøkonom i Nykredit.

 

1. Færre boliger til salg

Mulighederne for nye boligejere skrumper. I forhold til samme tid sidste år er der seks pct. færre huse og 17 pct. færre ejerlejligheder til salg. Det viser Realkreditrådet boligudbudsstatistik for marts 2015.

Samlet set står der ca. 3.700 færre huse og ejerlejligheder til salg end for et år siden.

– Tager vi udgangspunkt i marts, er der dermed tale om det laveste udbud af huse og ejerlejligheder i otte år, og eftersom der ikke er noget, der tyder på, at køberne har fået mindre lyst til at handle bolig på det seneste, er det et godt tegn, siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea.

Faldet i boligudbuddet det seneste år er bredt fordelt over hele landet. Udbuddet af huse er faldet mest i Københavns omegn med 17,3 pct. og mindst i Vestjylland med 2,9 pct.

2. Flere handler

Marts har været en helt forrygende måned, hvor danskerne nærmest er stormet ud på boligmarkedet.

Ejendomsmæglerkæden home melder således om 43 procent flere fremvisninger og 37 procent flere handler med huse end i marts 2014.

For ejerlejligheder var stigningen endnu højere. Her var der 76 procent flere fremvisninger og 62 procent flere handler.

– Danskerne er færdige med at kigge, og sætter nu i stedet sætter handling bag deres boligdrømme, for godt nok er priserne steget, men samtidig er renterne faldet her først på året og forbrugertilliden er høj, siger relationschef i home Mads Ellegaard.

 

3. Færre tvangsauktioner

Antallet af tvangsauktioner falder og ligger nu på under 300 om måneden, som ikke er langt fra det normale niveau.

I de seneste 12 måneder blev i alt 3.532 ejendomme bekendtgjort på tvangsauktion. Til sammenligning lå antallet på over 5.000 om året i perioden 2010-2012.

– Vi har dermed bevæget os fra et niveau, der signalerede svaghedstegn på boligmarkedet og økonomien til nu at befinde os på et nogenlunde ’normalt’ niveau for antallet af tvangsauktioner, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Han forventer et yderligere svagt fald i år.

– I så fald vil 2015 byde på det laveste antal af tvangsauktioner siden 2008.

 

4. Gang i sommerhusene

Salg af sommerhuse er det sidste, der kommer gang i efter en krise.

Derfor er det også et godt tegn, at sommerhusene er den boligtype, der går allermest frem i salget i 1. kvartal.

– Der er solgt 35 procent flere sommerhuse i årets 1. kvartal sammenlignet med samme tid i 2014. Det er den største fremgang i 10 år både målt i styk og i procent. Og er knap 70 procent flere end i 2009, hvor finanskrisen rasede på sit højeste, siger Mads Ellegaard, relationschef i home.

Og noget tyder på, at fremgangen fortsætter.

– Vores fremvisninger for marts viser en fremgang på 80 procent, så det indikerer, at der er endnu flere handler i vente.

Et andet godt tegn er, at køberne bliver yngre. Hvor køberne i 2012 i snit var 53 år, er en gennemsnitskøber i 2015 blot 48 år.

5. Stigende priser

Boligmarkedet fortsætter også med at overgå sig selv, når det gælder priserne.

Således steg salgsprisen i marts på en ejerlejlighed med 2,2 procent, mens husene steg med 1,5 procent.

– Det er langt mere end de stigninger, vi plejer at se i marts, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Hun peger på, at lejlighederne blot steg 0,5 procent i marts 2013 og også i 2012 holdt priserne sig langt mere i ro.

– Det er altså mere end et sæsonbetinget udsving, vi ser i priserne netop nu, siger Birgit Daetz.

Den samme udvikling ses for huse.

– Det er ganske usædvanligt med en stigning på landsplan for marts måned på 1,5 procent, hvor stigningen de seneste to år har ligget på under en procent, og hvor priserne endda faldt i marts 2012.

17 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere