Femårige Sigrid sendte flaskepost: Fundet gennem Facebook fire år senere

Niårige Sigrid Lynggaard sendte for fire år siden en flaskepost. Nu er den blevet fundet. Det tog kun knap 14 timer at forene afsender og finder

Sigrid er i dag ni år gammel og husker godt, da hun sendte flaskeposten som femårig. Privatfoto
Sigrid er i dag ni år gammel og husker godt, da hun sendte flaskeposten som femårig. Privatfoto

Når man omhyggeligt skriver en flaskepost, ruller papiret sammen og sender flasken til søs, er det med et stort formål: At flasken findes af en anden engang i fremtiden.

Det er lige præcis det, der skete for niårige Sigrid.

For omkring fire år siden lavede hun en flaskepost, som hun smed i vandet ved stranden i Fjellerup, hvor hendes far har sommerhus. Nu er det blevet fundet på selv samme strand af Britta Plesner. Ved hjælp af et opslag på Facebook har afsenderen og finderen af flaskeposten fundet hinanden.

- Jeg kan godt lidt huske, at jeg lavede det, da jeg var fem år gammel, men jeg har overhovedet ikke tænkt på det siden. Derfor er det ret underligt, siger Sigrid til Ekstra Bladet. 

- Jeg lavede den bare, og så kastede jeg den ud. Jeg tænkte ikke, at nogen ville finde den.

Artiklen fortsætter under billedet

- Tegningen forestiller mig selv og nogle underlige ting, fortæller Sigrid om flaskeposten, der er blevet delt over 5000 gange på Facebook. Privatfoto
- Tegningen forestiller mig selv og nogle underlige ting, fortæller Sigrid om flaskeposten, der er blevet delt over 5000 gange på Facebook. Privatfoto
 

Da Britta Plesner var på gåtur med sine hunde, fandt hun flaskeposten.

- Jeg så en grøn Faxe Kondi-flaske ligge og skvulpe i vandkanten. Da jeg læste flaskeposten, blev jeg skuffet over, at der ikke var adresse eller telefonnummer på. Derfor prøvede jeg at lave et opslag på Facebook, siger Britta Plesner til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet

Det var denne grønne flaske, Britta Plesner fandt i vandkanten. Privatfoto
Det var denne grønne flaske, Britta Plesner fandt i vandkanten. Privatfoto
 

Tog 14 timer
Brittas Facebook-opslag blev hurtigt delt vidt og bredt. Mange kommenterede også for at høre deres venner, om det mon var 'deres' Sigrid, der havde sendt flaskeposten.

I skrivende stund har opslaget 5422 delinger og 248 kommentarer. Opslaget nåede så bredt ud, at der ikke gik mere end knap 14 timer, før Sigrids mor, Maria Lynggard, så opslaget.

- Jeg kunne genkende hendes tegninger med det samme. Så jeg spurgte hende, om hun kunne huske det, og det kunne hun godt, siger Maria Lynggard.

- Hendes far har et sommerhus ved Fjellerup Strand, hvor hun lavede flaskeposten. Den har nok ikke været så vidt omkring, men det er da meget sjovt.

Den niårige afsender er noget overrasket over, at flaskepostens modtager har fundet hende.

- Det er ret sjovt, siger Sigrid.

- Tegningen forestiller mig selv og en eller anden underlig ting, griner hun.

Facebooks hurtighed
Flaskepostens finder er mest overrasket over, hvordan hendes Facebook-opslag kom vidt omkring.

Britta Plesner elsker at gå ture på Fjellerup Strand med sine tre hunde. Det var også her, hun fandt Sigrids flaskepost. Privatfoto
Britta Plesner elsker at gå ture på Fjellerup Strand med sine tre hunde. Det var også her, hun fandt Sigrids flaskepost. Privatfoto
 

- Det gik jo så vanvittigt hurtigt, fra jeg lavede opslaget, til at det var nået frem til afsenderens mor.

- Det havde jeg virkelig ikke regnet med, siger hun.

Sigrid har endnu ikke besluttet, om hun kunne tænke sig at få flaskeposten tilbage, men hun morer sig over, at der er så mange, der har set den på Facebook.

32 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere