Femårsdagen for terror i København: Danskernes frygt falder

Ifølge tal fra TrygFonden falder frygten for terror. Det er fem år siden, at København blev ramt af terror

Ekstra Bladet giver dig her en gennemgang af hele angrebet. Video: Lasse Brøndal, Caroline Clante. Foto: Kenneth Meyer. Grafik: Mikkel Lund & Frans Wej Petersen. Redigering: Mikkel Cramon

14. februar 2015 blev København ramt af et terrorangreb, da attentatmanden Omar el-Hussein affyrede 28 geværskud mod Kulturhuset Krudttønden på Østerbro og dræbte filminstruktør Finn Nørgaard.

Timer senere om natten 15. februar 2015 dræbte el-Hussein den jødiske vagt Dan Uzan ved synagogen i Krystalgade. Tidligt om morgenen blev el-Hussein selv skudt og dræbt af politiet.

Allerede dagen efter mødte 30.000 mennesker op til mindehøjtideligheden for Dan Uzan og Finn Nørgaard.

Fredag er det fem år siden, og ifølge nye tal fra en undersøgelse af TrygFonden, der bliver udgivet senere i år, falder frygten hos danskerne i forhold til terror.

Hver sjette danskers tryghedsfølelse er påvirket af frygten for terror ifølge undersøgelsen. Det svarer til 18 procent.

23 procent var påvirket af frygten for terror i 2017 ved TrygFondens tidligere måling.

TrygFondens forskningschef, Anders Hede, forklarer i en pressemeddelelse, at frygten hos danskerne noget overraskende var uændret efter terrorangrebet i København i 2015.

Først i målingerne i årene efter steg frygten, og nu er tallet altså på vej ned igen.

- Mange ville nok have forventet, at terrorangrebet i København ville påvirke danskernes tryghed, men det skete ikke, hvilket vi kunne se i vores efterfølgende tryghedsmåling.

- Til gengæld påvirkede de meget voldsomme angreb rundt omkring i Europa, der fulgte i årene efter, danskernes tryghedsfølelse ret markant i negativ retning.

- Heldigvis er danskernes frygt for terror på vej tilbage til et mere normalt niveau, som vi ser i vores nye tryghedsmåling, siger Anders Hede.

TrygFonden udgiver målingen hvert andet år. I 2017 spurgte TrygFonden 6053 danskere, og ved den seneste måling har man igen spurgt over 6000.

Hele undersøgelsen ventes at blive udgivet i foråret.

102 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere