Hundredtusindvis af danskere kan se frem til lidt ekstra at snolde for, når tre uger af de indefrosne feriepenge bliver udbetalt.
Men det langt fra sikkert, at du får de rigtige beløb udbetalt. Det skriver Jyllands-Posten.
Avisen har set det lovforslag, der i øjeblikket bliver hastet igennem Folketinget, og her er der tale om et bureaukratisk mareridt.
- Der forventes at blive udbetalt for meget i nogle situationer og for lidt i andre situationer, skriver Beskæftigelsesministeriet, der tilføjer, at det vil ske i 'en lang række tilfælde'.
Årsagen til problemet er, at arbejdsgiverne endnu ikke har indberettet, præcis hvor mange feriepenge den enkelte lønmodtager har til gode.
Kommer i oktober
Til oktober kan lønmodtagere få udbetalt tre af fem ugers indefrosne feriepenge, og fra man beder om det, går der op mod to uger, til pengene kommer.
Pengene beskattes som normal indkomst, hvilket vil sige, at man risikerer at skulle betale topskat af dem, hvis ens indkomst er i det lejde.
- Det bliver frivilligt, om man vil have dem udbetalt nu, men det er min forventning, at de indefrosne feriepenge vil få danskerne til at bruge flere penge til gavn for samfundsøkonomien, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under billedet ...
De borgerlige partier og Fagbevægelses Hovedorganisation, FH, foretrækker en flad skat på 38 procent. De frygter, at mange vil fravælge at få pengene udbetalt, hvis det gør, at de når grænsen og skal betale topskat.
Den bekymring afviser rød blok dog, og da De Radikale følger regeringen efter nogen tids tøven, bliver det en progressiv beskatning.
Udbetaling foregår digitalt på borger.dk, hvor man logger på med NemID og beder om pengene. Efter nogle dage får man et brev med angivelse af, hvor mange penge man får udbetalt og hvornår.
- Vi har været opmærksomme på at gøre det let og enkelt at få pengene udbetalt. Derfor kan man få pengene ved at gå ind på borger.dk, og man vil op til to uger fra man sætter fluebenet, have pengene på sin konto, siger Peter Hummelgaard.