Fest i Gilleleje: 100-årig blev gift

Inge Piper havde lovet sin fire år yngre forlovede, at de skulle giftes, hvis hun fyldte 100 år

Inge og Willy under ceremonien i kirken. Foto: Ellen Mariehjemmet
Inge og Willy under ceremonien i kirken. Foto: Ellen Mariehjemmet

Inge Piper og Willy Petersen sagde fredag ja til hinanden i Gilleleje omgivet af familie, venner og en stor del af byen, der var mødt op for at lykønske de nygifte, skriver TV2.

Men det glade brudepar er ikke, som brudepar er flest.

Lægger man deres leveår sammen, kommer man nemlig op på intet mindre end 196 år.

Men kærlighed har som bekendt ingen alder, hvilket blev illustreret på smukkeste vis i Gilleleje fredag formiddag.

Græsted og Omegns rideskole sørgede for, at brudeparret blev hentet i karret. Foto: Ellen Mariehjemmet
Græsted og Omegns rideskole sørgede for, at brudeparret blev hentet i karret. Foto: Ellen Mariehjemmet

Det nygifte par mødte hinanden, da Willy flyttede ind på plejehjemmet Ellen Mariehjemmet.

- Jeg tror, det var forstanderen, der sagde for sjov: "Hvem vil have ham?". Det ville jeg gerne, så jeg snuppede ham og har ikke fortrudt det siden, siger Inge Piper.

Også Willy Petersen har gode minder fra dagen, hvor han mødte sin udkårne.

- Vi sad ved samme bord den dag og opdagede, at vi har boet i samme by og kendte hinanden lidt i forvejen. Inge spurgte, om jeg kunne tænke mig at se, hvordan hun boede. Og så kørte det derfra. Vi har det så vidunderligt godt sammen, siger han

Der var pyntet op flere steder i byen i dagens anledning. Foto: Ellen Mariehjemmet
Der var pyntet op flere steder i byen i dagens anledning. Foto: Ellen Mariehjemmet

Blandt gæsterne til brylluppet var både den nuværende borgmester i Gribskov kommune, Anders Gerner Frost, samt den tidligere, Jannich Petersen.

Har prøvet det før
Inge Piper har to gange tidligere i sit liv fejret sølvbryllup, inden hun blev enke for 24 år siden.

Willy Petersen nåede at fejre diamantbryllup, inden han blev enkemand for over 12 år siden.

Nu har de sagt ja til at bruge resten af livet sammen, hvilket ifølge Willy Petersen føles som 'at vinde i lotteriet.'

Han kan nu forhåbentligt se frem til mange formiddage, hvor hans udkårne sætter sig ved klaveret og spiller for ham. Det gør hun nemlig hver eneste dag.

- Hun er meget musikalsk, siger Willy Petersen om sin kone.

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere