Festen fes hurtigt ud

Nedlukning af Jomfru Ane Gade i to uger kunne nemt være undgået, mener restauratør

Bitterheden er stor i Jomfru Ane Gade ovenpå Folketingets Epidemiudvalgs beslutning.

Ærgrelsen og frustrationerne sidder uden på tøjet hos Henrik Foget Jensen, der ejer 'Zwei Grosse Bier Bar' i Jomfru Ane Gade i Aalborg.

- Nu var vi lige kommet i gang, og så skal vi til det igen, lyder det lettere opgivende fra den 59-årige restauratør igennem 30 år, hvoraf de seneste 10 år har været i Jomfru Ane Gade.

Henrik Foget Jensen lægger ikke skjul på sin ærgrelse over igen at skulle lukke sin bar i Jomfru Ane Gade. Foto René Schütze
Henrik Foget Jensen lægger ikke skjul på sin ærgrelse over igen at skulle lukke sin bar i Jomfru Ane Gade. Foto René Schütze

Henrik Foget Jensen refererer til, at Folketingets Epidemiudvalg har besluttet foreløbig at lukke den landskendte festgades mange restaurationer i to uger, fordi nedlukningen af flere sogne i Aalborg menes at have en direkte forbindelse til Jomfru Ane Gades mange unge gæster, der formentlig har givet den ekstra gas siden genåbningen for en måned siden.

- Det er utrolig ærgerligt, for jeg mener sagtens, man kunne have håndteret det på en anden måde. Men hvis folk med forstand på corona siger, der er evidens for, at en ny nedlukning er det rigtige, så respekterer vi selvfølgelig det, siger Henrik Foget Jensen, der har 55 ansatte, når hans After Ski-bar kører for fulde omdrejninger.

Politiet positive over for forslag
Henrik Foget Jensen forsøgte ellers at komme en ny nedlukning i forkøbet, da han for en uge siden foreslog at opstille afspærring og kontrol af, at alle gæster i gaden har coronapas.

- Vi var som udgangspunkt positivt indstillet over for det forslag om afspærring og samlet kontrol, som Henrik Foget Jensen har stillet. Det er en praktisk løsning, og vi kan godt se problematikken i, at gæster med og uden coronapas i øjeblikket kan blande sig med hinanden, sagde vicepolitiinspektør Henrik Skals, Nordjyllands Politi, om forslaget, inden han konkluderede:

– Men som politimyndighed skal vi først og fremmest sikre os, at lovgrundlaget er til stede, når vi griber ind i borgernes bevægelsesfrihed. Det har vi undersøgt grundigt nu, og vores vurdering er, at vi ikke har hjemmel til at lave sådan en løsning.

Jomfru Ane Gade er igen-igen gabende tom. Foto René Schütze
Jomfru Ane Gade er igen-igen gabende tom. Foto René Schütze

Siden meldte borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen (S), sig ind i debatten ved at opfordre til en midlertidig lukning af gaden for at få kontrol over den stigende smitte med covid-19 i visse Aalborg-sogne.

Nødt til at give ansatte fuld løn
Henrik Foget Jensen fastholder, at en ny nedlukning kunne være undgået, hvis man havde realiseret hans forslag.

- Vi kunne have løst det på en anden måde, men vi bøjer selvfølgelig nakken og respekterer myndighedernes beslutning. I mellemtiden finder gæsterne andre barer at besøge, mens vi kan ærgre os over den konkurrenceforvridende situation, siger Henrik Foget Jensen, som håber på fuld lønkompensation fra staten i den tid nedlukningen varer.

- Jeg kan jo ikke bare sende mine ansatte hjem i to uger, men er nødt til at aflønne dem med det, de havde forventet at tjene.

Henrik Foget Jensen er indkaldt til dialogmøde med borgmester Thomas Kastrup-Larsen i næste uge. Her skal restauratørerne og borgmesteren diskutere, hvordan man kan forebygge endnu en nedlukning.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

De unge: Tåbelig beslutning

Julius Wendelboe er godt og grundigt træt af nedlukningen af Jomfru Ane Gade. Foto René Schütze
Julius Wendelboe er godt og grundigt træt af nedlukningen af Jomfru Ane Gade. Foto René Schütze

Beslutningen om at lukke de i alt 20 restaurationer - hvoraf halvdelen endnu ikke var åbnet, fordi de satser på gæster om natten - falder mildt sagt ikke i god jord hos et par af de unge, som Ekstra Bladet mødte i Jomfru Ane Gade torsdag.

- Jeg synes, det er en fadæse og en overreaktion. Nu, hvor flere yngre smittes, bliver folk jo ikke så syge, og der sker ikke nær så mange indlæggelser. Du kan også blive smittet i Føtex eller på et offentligt toilet, siger den 22-årige studerende, Julius Wendelboe.

Han fortæller, at flere af hans venner med fuldt overlæg kysser og krammer jævnaldrende, der har fået konstateret covid-19, for selv at blive smittet og dermed at kunne få et coronapas.

- Som det er nu, skal man testes tre gange om ugen, hvor man måske skal stå i kø i mindst en time hver gang, hvis man vil leve et normalt ungdomsliv med fritidsaktiviteter og byture, påpeger Julius Wendelboe.

Trine Laursen påpeger, at mange - som hende selv - er blevet syge af andet end covid-19 under coronapandemien. Foto René Schütze
Trine Laursen påpeger, at mange - som hende selv - er blevet syge af andet end covid-19 under coronapandemien. Foto René Schütze

26-årige Trine Laursen er heller ikke glad for nedlukningen.

- Man bør huske, at andet end corona har gjort folk syge i den her periode, siger Trine Laursen med henvisning til, at hun selv har haft psykiske problemer som følge af den isolation, pandemien har ført med sig.