Fester på livet løs: Antallet af smittede falder

I den amerikanske stat Texas fester unge mennesker, barer og restauranter er fyldte, og der er intet krav om at bære mundbind, men på trods af dette er antallet af smittede faldende

Biden annoncerede i slutningen af marts, at USA ville vaccinere yderligere 100 millioner borgere på blot 40 dage.

Det gode vejr, forår og ferie får unge mennesker til at flokkes mod stranden for at feste i Texas.

Men selvom de unge fester, og barer og restauranter er fyldte, mens der samtidig ikke er krav om at bære mundbind, så falder antallet af nye smittede med coronavirus i den amerikanske stat, og det kan der være flere grunde til.

Det skriver det tyske medie Bild.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Folk er tæt forsamlet ved udendørs ølhaver i storbyen Houston i Texas. Foto: Francois Picard/Ritzau Scanpix
Folk er tæt forsamlet ved udendørs ølhaver i storbyen Houston i Texas. Foto: Francois Picard/Ritzau Scanpix
 

Faldende smitte
16. april var der ifølge tal fra The New York Times 3472 nye smittede med coronavirus i Texas. De tal er baseret på 57.723 test, hvilket giver en positivprocent på lige omkring seks procent.

Sammenlignet med Danmark, hvor der ved seneste opgørelse var 724 nye tilfælde ud af 191.806 prøver, hvilket giver en postivprocent på 0,38 procent, så kan tallene fra Texas virke høje.

Men i den amerikanske stat er de 3472 nye tilfælde et tegn på en tydelig tendens, som viser et fald i antallet af smittede. I midten af januar var der rundt regnet 23.000 nye tilfælde om dagen, hvilket altså er langt højere end det nuværende niveau.

Det faldende antal af nye smittede bliver ligeledes afspejlet i antallet af indlagte, som også har været faldende i Texas siden midten af januar i år. Hvor der i januar var omkring 14.000 indlagte i snit, så er der nu omkring 3500 indlagte. 

Flere forklaringer
Hvordan kan det så være, at antallet af smittede falder, selvom der bliver festet på livet løs?

Greg Abbot, der er guvernør i Texas, mener, at forklaringen er, at Texas er meget tæt på at opnå flokimmunitet. Det er der imidlertid ikke noget, der tyder på, da det kun er omkring 22 procent af befolkningen i staten, som er færdigvaccinerede.

Bild peger også på det varme klima, og det faktum at folk mødes udenfor som en mulig forklaring på det faldende smittetal.