Festivalmorder begik selvmord

Ligsyn fastslår, at mand, der dræbte tre personer på madfestival i Californien, døde af selvpåført skud

Video: AP

En ung mand, som søndag i sidste uge dræbte tre personer med skud på en madfestival i det nordlige Californien, tog livet af sig selv med sit eget våben.

Det viser et ligsyn af den 19-årige Santino William Legan, oplyser en talsperson for retsmedicineren i Santa Clara County fredag lokal tid ifølge Reuters.

- Obduktionen af Legan viste, at han døde ved at skyde sig selv i munden, siger talskvinde Cindy Gallego.

Hun afviser at oplyse, om retsmedicinerne på liget fandt sår fra de skud, som politifolk affyrede mod ham.

Dødsårsagen modsiger en oprindelig forklaring om, at den 19-årige Legan blev dræbt af skud affyret af politibetjente, som konfronterede ham på søndagens Gilroy Garlic Festival.

Politichef i Gilroy Scot Smithee har omtalt de tre involverede betjente som helte, og sagt, at antallet af ofre sandsynligvis ville have været højere, hvis de ikke havde trukket deres våben, få sekunder efter at skyderiet begyndte.

Blandt dødsofrene på festivalen var en seksårig dreng og en 13-årig pige. Adskillige personer blev desuden såret af skud.

De blodige begivenheder fandt sted på sidstedagen af en årlig festival, som hylder fødevarer produceret lokalt i Californiens Santa Clara Valley.

Festivalen er i årtier blev afholdt i byen Gilroy, der ligger cirka 50 kilometer sydøst for Silicon Valley, der er verdensberømt for sine mange højteknologiske virksomheder.

Politiet har oplyst, at drabsmanden åbnede ild med et automatvåben i stil med en AK47-riffel. Våbnet var købt lovligt i delstaten Nevada. Desuden blev der senere fundet et haglgevær i hans bil. Det våben var også købt i Nevada.

13 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere