Fik 53 millioner udbetalt ved en fejl: Nu vil Skat pludselig gerne tale med mig

De 53 millioner kroner, som Daniel Rolin forleden fik udbetalt af Skat ved en fejl, kommer ikke til at stå og kede sig på en spærret konto i banken, fortæller han

Daniel Rolin er blevet kaldt til møde hos Skat. (Privatfoto)
Daniel Rolin er blevet kaldt til møde hos Skat. (Privatfoto)

Først fik han besked om, at han kunne vente med at tilbagebetale 53 millioner kroner til næste gang, hvor han skal betale moms tilbage.

Men efter at Ekstra Bladet har fortalt om Daniel Rolin, der driver en enkeltmandsvirksomhed i Nordjylland, og som har fået 53 millioner kroner tilbagebetalt fra Skat ved en fejl, så har Skat fået travlt med at kradse pengene ind igen.

Det fortæller Daniel Rolin til Ekstra Bladet.

- Avisen var knap kommet på gaden, før jeg fik en opringning fra Skat. Nu ville de pludselig gerne tale med mig. Og det skulle gå hurtigt. De ville mødes med mig klokken 12, og så skulle jeg have alle mine papirer med, siger Daniel Rolin til Ekstra Bladet.

Så hurtigt kunne Daniel Rolin imidlertid ikke reagere. I stedet er planen nu, at parterne skal mødes tirsdag.

Se også: SKAT overførte 53 millioner til Daniel

I december sidste år startede Daniel Rolin en enkeltmandsvirksomhed. For nylig skulle han så afregne moms for første gang. Da han var færdig, viste det sig, at der var nogle forhold, der gjorde, at Rolin skulle have 53.000 kroner tilbage. Men ved en fejl fik han pludselig 53 millioner kroner sat ind på sin konto.

Og da han opdagede fejlen, kontaktede han Skat, som ifølge hans egen forklaring til Ekstra Bladet gav ham besked om, at pengene var sendt til udbetaling,  og at han derfor skulle vente til næste gang, han skulle afregne moms, før han kunne betale pengene tilbage.

De mange millioner tikkede ind i fredags på hans konto, og da han forsøgte at føre pengene tilbage, gik det op for ham, at han kun kunne overføre 100.000 kroner ad gangen. Det ville betyde, at han skulle foretage 530 overførsler, før pengene var tilbageført.

I stedet kontaktede han banken og fik besked om, at hans konto var spærret. Han fortæller også til Ekstra Bladet, at banken havde meldt det mistænkelige forhold til politiet.

Ekstra Bladet har mandag talt med både underdirektør hos Skat, Per Jacobsen, og med administrerende direktør i Nordjyske Bank, Claus Andersen. Begge fortæller, at de har tavshedspligt og derfor kun kan udtale sig generelt.

Troede man, at Skat bare sender et girokort til den borger, der har fået for mange penge, så tager man fejl.

- Hvis det viser sig, at der har været en fejludbetaling, så gør vi generelt det, at vi tager kontakt til den borger eller virksomhed, som det handler om. Hvis det er åbenlyst, at der er sket en fejl, så er der en dialog om, hvordan vi får klaret at få pengene tilbage. Hvis der er nogle helt særlige omstændigheder, så aftaler vi, hvordan vi får pengene tilbage. Det sker blandt andet gennem dialog med virksomhedsejer, viorksomhedens eventuelle rådgiver og pengeinstituttet. Og er det en fælles interesse at få fejlen rettet, så er det noget, vi kan håndtere hurtigt, siger Per Jacobsen.

Claus Andersen fortæller, at banken overholder alle regler.

- Vi gør jo ikke noget, som ikke er lovligt, siger bankdirektøren til Ekstra Bladet.

112 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere