Fik du også beskeden? Historisk stort it-projekt forsinket

Det nye It-system Aula skulle 1. august have erstattet Skoleintra, men nu er systemet, der er det største kommunale it-projekt nogensinde, blevet ti uger forsinket. Det oplyser kommunernes it-fællesskab

Siden 14. juni har de fleste forældre til børn i folkeskolen fået brev fra deres børns skole om, at it-systemet Aula er blevet ti uger forsinket. Arkivfoto: Colourbox
Siden 14. juni har de fleste forældre til børn i folkeskolen fået brev fra deres børns skole om, at it-systemet Aula er blevet ti uger forsinket. Arkivfoto: Colourbox

Mange forvirrede forældre kunne torsdag morgen vågne op til en besked om, at det nye computersystem Aula, som skulle have afløst Skoleintra 1. august, nu bliver væsentligt forsinket.

Skoler, lærere og forældre må derfor væbne sig med tålmodighed, inden udrulningen af Aula sker efter efterårsferien.

Det fremgår af en mail, mange af landets forældre har modtaget i løbet af de seneste dage, hvor det ligeledes fremgår, at SkoleIntra vil køre videre indtil uge 43.

'Frederiksberg Kommune har fredag formiddag den 14. juni modtaget en besked om, at man på nationalt niveau har besluttet at udskyde ibrugtagningen af den nye samabejds- og kommunikationsplatform Aula. Det vil sige, at adgangen for elever og forældre udsættes cirka 10 uger frem til mandag den 21. oktober,' står der i en mail sendt til en forældre i Frederiksberg Kommune torsdag morgen. 

Fakta om Skoleintras erstatning, Aula

Aula-systemet koster op imod 400 millioner kroner og er udviklet af Netcompany, der også står for driften via underleverandøren Amazon Web Services.

Mere end to millioner danskere kommer til at være brugere af platformen, og Kombit har estimeret, at der skal være plads til over 20 petabyte data i Aula.

At drifte Aula-systemet, der bliver det største kommunale it-projekt nogensinde målt på antallet af daglige brugere, bliver derfor en kritisk opgave, herunder at sikre, at følsomme data håndteres korrekt. 

Aula udvikles desuden i tæt samarbejde med en styregruppe, som består af repræsentanter fra otte kommuner: Næstved, Billund, Høje Taastrup, Svendborg, København, Kalundborg, Aalborg og Aarhus.

Alle folkeskoler tager Aula i brug i 2019 og de fleste dagtilbud i 2020.

Hvis en privatskole ønsker at gøre brug af Aula, skal de købe løsningen af Netcompany på vilkår, der tilsvarer folkeskolernes.

Kilde: aulainfo.dk og computerworld.dk

'Skaber usikkerhed'
Hos organisationen Skole og Forældre, som er en landsorganisation for skolebestyrelser og forældre til børn i folkeskolen, kalder man forsinkelsen for 'ærgerlig', men glæder sig trods alt over den grundighed, beslutningen er udtryk for.

- Det er ærgerligt og skaber usikkerhed blandt forældrene og ude på skolerne. Jeg er blevet oplyst om, at man ville have systemet til at fungere bedre, så den kommunikation der foregår er bedre. Det er svært at argumentere imod, siger Skole og Forældres formand, Rasmus Edelberg og tilføjer:  

- Jeg har læst om andre store it-systemer, hvor man bare trykkede på knappen uden at have tænkt ordentligt over, om det overhovedet fungerer. Det vil vi jo selvfølgelig gerne undgå. Hellere få noget der virker, for det er helt afgørende at skole-hjem kommunikationen fungerer ordentligt i dag, siger han.

It-systemer optager forældrene
Ifølge Rasmus Edelberg er forældre i dag meget optagede af folkeskolens it-systemer, fordi de fylder så meget i hverdagen og somme tider kan være svære at bruge.

- Det er markant anderledes at være forældre til et barn i folkeskolen i dag end for bare ti år siden. Der er rigtig meget kommunikation, man skal forholde sig til, og det er ikke struktureret særligt smart. Det er så noget af det, det nye system skal hjælpe med. Men det er noget, der optager mange forældre rigtig meget, og nogle er inde flere gange om dagen, imens andre ikke kan overskue det, siger han.

Der er mange forskellige holdninger til folkeskolens it-systemer, men fælles for mange forældre er det, at skole-hjem-kommunikationen fylder meget i dagligdagen, siger formanden for Skole og Forældre, Rasmus Edelberg. Arkivfoto: Colourbox
Der er mange forskellige holdninger til folkeskolens it-systemer, men fælles for mange forældre er det, at skole-hjem-kommunikationen fylder meget i dagligdagen, siger formanden for Skole og Forældre, Rasmus Edelberg. Arkivfoto: Colourbox
 

'Mindre justeringer'
Beslutningen om udskydelsen er truffet i samarbejde mellem KL og kommunernes it-fællesskab, KOMBIT, på baggrund af tilbagemeldinger fra et pilotforløb, hvor forældre, skoleledere og medarbejdere har givet input til funktionaliteten og brugeroplevelsen af Aula.

- Der er nogle mindre justeringer rundt omkring i systemet, som vi vil være helt sikre på fungerer optimalt, inden vi slipper Aula løs til alle medarbejdere, forældre og elever. Det gælder f.eks. beskedmodulet, der ikke har fungeret godt nok i forhold til lærernes hverdag, siger Poul Ditlev Christiansen, der er markedsdirektør hos KOMBIT.

- Kan KOMBIT så med denne udskydelse garantere, at både skole og forældre kan se frem til et nyt system, der fungerer ordentligt?

- Når man lancerer så stort et it-system, vil der altid være bump på vejen, når man tager det i brug. Men vi forventer, at vi med den forlængende prøveperiode får det sidste på plads, siger han.

Sikkert og enkelt system
Foruden en forlængelse udvides pilotforløbet med op til 25 skoler fra hele landet, der kobles på Aula ved skolestart i august, og Kombit er efter eget udsagn 'i fuld gang med at finde de nye pilotskoler'.

Den version af Aula, der bliver taget i brug i uge 43, har ifølge Poul Ditlev Christiansen den klare fordel, at forældre kan benytte det samme system, hvad enten deres børn går vuggestue, børnehave eller folkeskole.

- Med Aula får medarbejdere, elever og forældre et brugervenligt, sikkert og ikke mindst enkelt system til den daglige dialog. Og fra 2020 kommer dagtilbud med i løsningen, hvilket betyder, at de fleste forældre kun skal benytte ét system, fra det første barn starter i vuggestuen, til det sidste barn går ud af folkeskolen, siger Poul Ditlev Christiansen

100 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere