Fik du også småpenge fra SKAT? Jonas har en god ide

En lille million danskere har fået et uventet beløb fra SKAT. Det har fået Jonas Klitgaard Hansen til at oprette indsamlingen '56 kr. fra SKAT'

Der var mange, der i går undrede sig over, at SKAT pludselig havde sat småbeløb ind på deres konto.

En af dem var Jonas Klitgaard Hansen, der nu har startet et initiativ, der skal sende skillingerne til nogen, der har mere brug for dem.

- Jeg havde læst en masse opslag fra folk, der havde fået latterlige småbeløb fra SKAT, og der er jo ingen, der har brug for de småpenge. Der er mange, der slet ikke har opdaget, at de har fået dem. Derfor tænkte jeg, at de småbeløb burde man give til dem, der har brug for det, siger 29-årige Jonas Klitgaard Hansen, der læser til Film og TV-produktionstekniker.

Han har derfor valgt at oprette en indsamling hos Dansk Flygtningehjælp med navnet '56 kr. fra SKAT' (det beløb, som Jonas selv fik, og som han har overført til indsamlingen), fordi han synes, at vi kører en lidt uheldig udlændingepolitiik i landet og at der er nogen, der har mere brug for vores '56 kr.'.

Og indsamlingen er efterhånden ved at tage fat. Kort før klokken 12 var der indsamlet omkring 9000 kroner, og kl. 12.40 er beløbet steget til over 23.000 kroner - og stiger stadig. Flere ytrer på indsamlingens hjemmeside hos Dansk Flygtningehjælp, at de mener, det er et godt initiativ.

Heriblandt Mads, der har doneret 154 kroner med ordene: - Hvem har brug for håndører? Det har de flygtninge, der har mistet alt! Godt set med denne indsamling. Dana Fleifel har doneret 20 kroner og skriver: Et seriøst ligegyldigt beløb fra Skat som hverken gør mig rigere eller lykkeligere. Det er nu doneret videre!

Heine fik 73 kroner tilbage, men har rundet op til hundrede kroner, mens Øyvind valgte at donere sine 132 kroners overskydende skat med ordene:  - Flot tiltag. Mine 132 kroner / 3 øl har nu fået nyt hjem.

Hvis du også har fået uventede småpenge fra SKAT ind på kontoen og ikke ved, hvad du skal bruge dem til, kan du også donere pengene til indsamlingen her.

Det er omkring to millioner danskerne, der torsdag fik en indbetaling fra SKAT på deres NemKonto - helt ned til en kroner og opefter. Overførslerne skyldes, at Skat har lavet nye beregninger på årsopgørelserne fra 2004 til 2012, hvor der tidligere har været en regnefejl. Skat oplyste i marts, at man havde beregnet beskæftigelsesfradraget for lavt for tæt på en mio. danskere, som derfor skulle have penge tilbage, skriver finans.dk.

 

217 kommentarer
Vis kommentarer