En Mercedes-Benz fra 1996 er netop nu til salg for en halv million kroner. For selvom bilen er 21 år gammel, har den ikke kørt mere end 130 kilometer.
Ifølge Daily Mirror blev bilen foræret i fødselsdagsgave til en kvinde tilbage i 1996. Kort tid efter fødselsdagen mistede kvinden angiveligt nøglerne til bilen, og i stedet for at få fat i nogle nye, besluttede hun sig for aldrig at køre i bilen igen.
Brev fra butleren
Bilen blev gemt væk i en garage i det centrale London, hvor den har stået siden. Den fremstår derfor som sprit-ny, og auktionshuset, der videresælger bilen, vurderer derfor, at den kan sælges for omkring en halv million danske kroner.
- Hvis kvinden ikke havde mistet nøglerne og i stedet kørt i den regelmæssigt, vurderer vi, at den ville være mellem £5000 og £7000 (40.000-60.000 kroner red.) værd. Men det faktum, at den har kørt så få kilometer og ikke har været brugt i mere end 20 år, gør, at den er mere end 10 gange så meget værd, fortæller direktør i auktionshuset Coys, Chris Routhledge til avisen.
Med bilen følger angiveligt et brev fra kvindens butler, der verificerer historien, skriver Daily Mirror.
Auktionen slutter på onsdag.