Nye legekammerater, livsglæde, afslapning, nye voksenvenner og - frem for alt - en pause fra hverdagens stramme privatøkonomi med deraf følgende bekymringer for, hvordan der bliver råd til at give børnene, hvad andre børn fra familier med bedre økonomisk formåen nyder godt af.
Sådan er virkeligheden i disse dage for de i alt 4.700 feriegæster, som Dansk Folkehjælp eksempelvis sender afsted på en uges ophold i Landal Middelfart. Den fynske feriepark byder på fuldt udstyrede hytter, vandland både inde og ude og et væld af andre aktivitetsmuligheder for de 50 gæster fra Lolland, som har været så heldige at få tilbudt en ugelang oase midt i den hundedyre højsæson.
- Vi ville aldrig have haft råd til noget som dette, hvis jeg selv skulle betale. Det er ren luksus for os, og vi er meget taknemlige og nyder hvert et minut i fulde drag, siger 49-årige Henrik Elmskov fra Nakskov.
Han har først og fremmest selskab af sine tvillinger, Frederikke og Elias på 13 år, der som mange af de andre børn i Lolland-gruppen især er vilde med ferieparkens vandland og forældrenes tid og overskud til nærvær på en anden og mere afslappet måde end i hverdagen.
- Det vigtigste er, at børnene har det sjovt. men for vi voksne er der også gode muligheder for at finde nye venner. Sådan én tror jeg allerede, jeg har været så heldig at finde, siger Henrik Elmskov, der har været enlig forsørger i fire år og er i et såkaldt ressourceforløb i den professionelle del af sit liv.
Tabte sig 90 kilo
Henrik Elmskovs nye ven er 48-årige Mette Kristiansen, der også er med på en ferielejr finansieret af Dansk Folkehjælp for første gang. Hun er førtidspensionist, blandt andet som følge af en ikke helt vellykket fedmeoperation for 11 år siden, hvor hun tabte 90 kilo. Mette Kristiansen nyder feriens velsignelser med børnene Jamilla på 12 og Julian på ni år.
- Jeg skulle have sparet op i to år, hvis vi skulle have haft råd til en ferie som den her, siger hun og fortsætter:
- Ellers ville vi være tvunget til at være hjemme i Maribo og så måske lave et par éndagsture til stranden eller Knuthenborg Safaripark.
Mette Kristiansen og børnene var for tre år siden på sommerlejr betalt af menigheden i Holeby, men årets oplevelser på skuldrene af Dansk Folkehjælp er endnu bedre.
- Man kunne mærke fra begyndelsen, at lederne er vant til at skabe en god, tryg stemning, hvor ingen tvinges til noget, de ikke har lyst til. De (lederne) møder alle i øjenhøjde, børnene er glade, og vi voksne har gode muligheder for at skabe nye netværk, siger Mette Kristiansen.
Ekstra kuvert i bussen
Ekstra Bladet mødte nogle af deltagerne i ferielejren i Middelfart, da de onsdag besøgte Djurs Sommerland. Måske ugens højdepunkt for mange af børnene, som ellers fornøjer sig med besøg af en bugtaler, bål-aften og besøg af en havbiolog på den hjemlige feriebase.
Deltagerne er oftest enlige mødre med børn, men fædre - som Henrik Elmskov - ses også, ligesom enkelte familier er med begge forældre eller en forælder og kæreste. Ud over rammerne i Landal Middelfart, transporten til og fra ferieparken og et beløb på 500 kroner til indkøb af mad i Rema 1000 under opholdet, lå der en lille kuvert til hver familie på bus-sæderne, da de onsdag morgen kørte mod Djurs Sommerland.
- En ting er, at vi får indgangsbilletter og transport hertil gratis. Det er sgu' flot, men det blev endnu bedre, da vi åbnede kuverten og så, der var 500 kroner til hver familie til at bruge her i Djurs Sommerland. Det betyder, at der er råd til en ekstra is eller to, siger Henrik Elmskov med et bredt smil og et nik hen imod sine tvillinger, Elias og Frederikke, der ikke kan komme hurtigt nok videre til den næste oplevelse i menneskevrimmelen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Ferieleder: Børnene bærer lønnen
Ægteparret Erik og Marianne Sørensen fra Nakskov har været blandt de frivillige, der yder en indsats for Dansk Folkehjælp de seneste 15 år, og Erik Sørensen er som lokalformand for hjælpeorganisationen og ferieleder for lejren i Middelfart om nogen erfaren udi betydningen af fælles familieoplevelser for de danskere, der ikke selv har råd.
- Det er også årets højdepunkt for mig, lyder det uden tøven fra den 58-årige, tidligere buschauffør med henvisning til tjansen som ferieleder for en flok børn og voksne med taknemlighed indgraveret i glædeshyl og afslappet hyggesnak blandt de voksne.
- At se børnene lege og stråle er rigeligt for mig. Det bærer lønnen i sig selv, siger Erik Sørensen om sit frivillige arbejde sammen med hustruen og de to andre frivillige fra Dansk Folkehjælp i lejren, Mie og René.
- De fleste ville bare sidde hjemme i en lejlighed uden mulighed for andet end de billigst mulige aktiviteter. Her får børnene og deres forældre noget at fortælle om og leve højt på, når de skal tilbage til hverdagen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
33 procent flere søger
Behovet for en hjælpende hånd, hvis også familierne med færrest midler i vores samfund, skal kunne holde ferie som flertallet, er markant stigende.
Ifølge tal fra Dansk Folkehjælp har hjælpeorganisationen som landets største formidler af finansierede ferielejre for fattige danskere modtaget 33 procent flere ansøgninger i 2021 sammenlignet med året før. I alt 7.697 familier har søgt, men 'kun' 19 procent af de fra myndighederne godkendte ansøgningsfamilier har fået tilbudt et ferieophold.
- Ferieminder og gode oplevelser fra barndommen betyder noget for alle mennesker. Samtidig får både børn og forældre nye sociale relationer og noget at tale om i skolen, når de vender tilbage efter sommerferien, siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, til Ekstra Bladet.
Barndomsminders betydning
Dansk Folkehjælp sender i alt 4.700 feriegæster afsted til forskellige lokationer i Danmark fra og med uge 27 til og med uge 31. I fjor var antallet 4.000 feriegæster i de fem uger. I udgangspunktet er der afsat 500 kroner pr næse pr dag, og det betyder, at Dansk Folkehjælp bruger knap 16.5 millioner kroner på ferieglæderne i år.
- Mange af deltagerne er typisk bundet til et socialt boligbyggeri og ville ikke have en kinamands chance for at holde ferie på den her måde. Alle glæder skal ikke gøres op i penge, og nogle af mine egne, bedste barndomsminder var sommerferier med mine bedsteforældre i en simpel træhytte, siger Klaus Nørlem og tilføjer, at det for de økonomisk pressede forældre på overførselsindkomst næsten er et fuldtidsjob i sig selv at få økonomi og sociale udfordringer til at hænge sammen.
- Det giver familierne et tiltrængt pusterum, og på den lange bane får vores frivillige mulighed for at formidle andre tilbud som for eksempel økonomirådgivning til feriedeltagerne.