Stor kunst er uvurderligt. Kunst, der står i et forsamlingshus, kan i nogle tilfælde vurderes til lige omkring 850.000 kroner.
Det er i hvert fald, hvad en skulptur i Tomahawk Ridge Community Center i Overland Park, Kansas, blev vurderet til, efter en fem-årig dreng formåede at skubbe den omkuld.
Familien var til bryllupsreception i forsamlingshuset, hvor forældrene var i gang med at sige farvel til selskabet. Derfor så drengen sit snit til at pille ved skulpturen, uden at forældrene kunne blande sig. Det hele blev desværre fanget på overvågningskameraet.
I er uagtsomme
Skulpturen hed 'Aphrodite di Kansas City' og er blevet tilset af kunstneren efter uheldet. Værket, som han har brugt to år på at kreere, er totalskadet.
Det er Overland Parks forsikringsselskab, der har sendt regningen til forældrene, skriver ABC News. Der stod blandt andet:
- I har ansvaret for at holde øje med et mindreårigt barn.... Jeres uagtsomhed kunne ses på den måde, at I ikke passede ordentligt på jeres barn og derfor har ansvaret for ødelæggelsen af skulpturen.
'Jeg blev overrasket'
Sarah Goodman, der er mor til den femårige ulykkesfugl, tog ikke imod regningen med kyshånd.
- Jeg blev overrasket, men endnu mere fornærmet, over at blive kaldt uagtsom. De behandler den her sag som et gerningssted, siger hun til ABC News.
Det lader til, at Sarah Goodman ikke er den eneste, der er overrasket. En talsperson for forsamlingshuset fortæller, at de aldrig havde regnet med, at nogen ville kravle op ad skulpturen. Derfor havde de heller ikke sat den fast til væggen.
Men det mener Sarah Goodman er forsamlingshusets egen fejl. Skulpturen skulle have været bedre fastgjort, siden den faktisk var farlig for hendes barn.
- Ingen ville nogensinde forvente, at der ville være den slags kunstværker, et sted hvor børn bliver inviteret til. Man burde ikke bekymre sig, om der er en skulptur til 850.000 kroner, der vil falde ned over ens barn. Den faldt ned på ham. Skulpturen var ikke fastgjort, og sikkerheden var ikke i orden, siger hun.
Ups! Her snubler dreng og slår hul i million-maleri
Overvurderede seværdigheder: Den lille Havfrue er spild af tid