Fik ti millioner på rekordtid: Under konkurs

Daniel Kristoffersen og Andreas Dierks samlede på rekordtid ti millioner ind til en ny og banebrydende tandbørste. Efterfølgende havnede de i en shitstorm, og nu er de gået konkurs

Indsamlingsvideoen blev blandt andet optaget i denne eksklusive silo på havnen i København, hvor familien til Daniel Kristoffersen (tv.) ejer to lejligheder til mere end ti millioner kroner. Pr-foto
Indsamlingsvideoen blev blandt andet optaget i denne eksklusive silo på havnen i København, hvor familien til Daniel Kristoffersen (tv.) ejer to lejligheder til mere end ti millioner kroner. Pr-foto

Der blev lovet guld og grønne tandbørst-skove, da Daniel Kristoffersen og Andreas Dierks i 2018 samlede ind til en ny alternativ tandbørste.

Nu er de gået konkurs. Det bekræfter kurator Anders Hoffmann Kønigsfeldt over for Finans. Han fortæller samtidig, at selskabet er begæret konkurs af en lønmodtager, der ikke har fået sin løn.

Også på Statstidende fremgår det, at Unobrush Corporation ApS er under konkursbehandling på grundlag af en begæring modtaget den 20.08.2021.

Men for tre år siden så det helt anderledes ud.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sådan blev tandbørsten, der aldrig blev til noget, præsenteret. Pr-foto
Sådan blev tandbørsten, der aldrig blev til noget, præsenteret. Pr-foto

De to dengang 19-årige iværksættere gik blandt andet på TV 2, hvor de trods kritik af videnskaben bag deres produkt Unobrush, fastholdt, at de efter flere års research nu havde landet en verdensnyhed.

En tandbørste, der på seks sekunder renser 99,9 procent af al plak væk fra tænderne. Hypen greb om sig, og de to herrer samlede lynhurtigt ti millioner kroner ind via crowdfunding, men så kom problemerne.

Leveringen kom aldrig. Først blev kunderne lovet, at de ville få deres nye banebrydende tandbørste i marts 2019, men den kom aldrig.

Virksomheden kunne heller ikke give svar på, hvad pengene så var blevet brugt til, men de fik i stedet en ny forklaring gang på gang. Og så blev folk ellers rasende

Snydt!
Dengang talte Ekstra Bladet med flere af dem, der på Kickstarter og Indiegogo gav udtryk for, at de følte sig snydt og i nogle tilfælde narret til at forudbetale for et produkt, der ikke er i nærheden af at være færdigt.

- De har rejst en betydelig mængde penge ved at fortælle, at de har udviklet noget helt revolutionerende, siger Kristi Hansen, der kommer fra Boise i Idaho.

- Men de ved jo godt, at det ikke findes. Og nu vil de så bare lave en almindelig, billig tandbørste og sende til os.


Denne video var i 2018 med til at sætte ild i indsamlingen, som havde 100.000 kroner som mål. Video: YouTube

Og det blev bestemt ikke bedre af, at de to ejere nægtede at betale pengene tilbage.

Under jorden
Dengang forsøgte Ekstra Bladets journalist Heine Jørgensen at få Daniel Kristoffersen og Andreas Dierks i tale. Uden held. Svaret fra deres pr-ansvarlige, Mathilde Lykke Bülow, var, at de to stiftere hverken vil lade sig interviewe eller stille op til fotografering.

Vi forsøgte sågar at opsøge de to unge mænd på deres kontor og deres i store lejligheder på Islands Brygge og i Sydhavnen, men heller ikke det første til kontakt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ekstra Bladets journalist forsøgte at få et svar fra de to herrer. Foto: Philip Davali
Ekstra Bladets journalist forsøgte at få et svar fra de to herrer. Foto: Philip Davali

Ekstra Bladet forsøger fortsat at få en kommentar.

Over for FInans.dk spår kurator da også, at de over 16.000 crowdfundere kommer til at se langt efter deres tandbørste og penge. Også selvom der er 7000-8000 tandbørster på lager

- De er stillet som helt almindelige kreditorer i konkursboet. Derfor afhænger deres fremtid af, om vi får solgt virksomheden til et beløb, der er tilstrækkeligt stort til at sikre deres beløb, siger han.