Rasmus Paludan og hans afbrændinger af koranen foran Tyrkiets ambassade i Stockholm er lige nu hovedårsagen til den diplomatiske krise mellem Sverige og Tyrkiet.
Men danskeren står tilsyneladende ikke helt alene, fremgår det i SVT-programmet Aktuelt.
Her bekræfter den svenske chefredaktør og provokatør Chang Frick, at det var ham der betalte de 320 svenske kroner, som det koster i administrativt gebyr at afholde en demonstration i Sverige.
- Hvis jeg ved at betale 320 i en administrativ afgift til politiet har saboteret ansøgningen, så stod den ikke på ret sikker grund, siger Chang Frick med henvisning til Sveriges Nato-ansøgning.
Chang Frick er i Sverige kendt som chefredaktør på Nyheter Idag, som han grundlagde i 2014. Forinden var han politisk aktiv for Sverigedemokraterna.
Ekstra Bladet talte tirsdag med netop Rasmus Paludan, der fortalte, at han var blevet inviteret til Stockholm, hvor han gennemførte sin demonstration og dertilhørende afbrændinger af koranen.
Du kan se hele interviewet med ham ovenfor eller her
Artiklen fortsætter under billedet ...
Stor vrede
Netop det har fået den muslimske verden til at tordne imod danskerens handling, ligesom præsident Erdogan har fordømt hans handlinger
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, sagde mandag, at svenskerne ikke skal regne med tyrkernes opbakning til, at de bliver en del af Nato.
- Dem, som tillader den form for blasfemi foran vores ambassade (i Stockholm, red.), skal ikke længere forvente vores støtte til deres Nato-medlemskab, sagde Erdogan i en tale med henvisning til Paludans koranafbrænding.
Også den svenske statsminister har taget afstand fra Paludan og sagde følgende om hans happening:
'Ytringsfrihed er en fundamental del af demokratiet. Men hvad der er lovligt, er ikke nødvendigvis passende,' skrev Ulf Kristersson på sin officielle Twitter-profil.
På tirsdagens pressemøde udtrykte Kristersson et ønske om, at Sverige og Tyrkiet kan vende tilbage til samtalerne om Nato.
- Jeg vil gerne tilbage til en fungerende dialog. Jeg har hele tiden sagt, at kun Tyrkiet træffer de tyrkiske beslutninger. Så man skal have respekt for, at andre lande tager de beslutninger, de gør, siger Kristersson.
Et møde i februar om Nato-medlemskab mellem Tyrkiet, Sverige og Finland er tirsdag ifølge tyrkiske medier blevet aflyst på ubestemt tid.