Fik vandregning på 620.000: Nu skal Nick i retten

Nick Ullerup fra Store Heddinge slipper ikke fra krav om at betale kæmperegning, så derfor må han gå rettens vej

Nick Ullerup har modtaget en vandregning på 620.000 kroner. Nu ender sagen i retten. (PRIVATFOTO)
Nick Ullerup har modtaget en vandregning på 620.000 kroner. Nu ender sagen i retten. (PRIVATFOTO)

Otte millioner liter vand.

Så meget skulle der ifølge Heddinge Vandværk og Stevns Forsyning været løbet igennem hanerne hos Nick Ullerup fra Store Heddinge, der derfor har fået en regning på 620.000 kroner.

Se også: Vild vandregning: Nick skal betale 620.000 kroner for vand

Selvom det umiddelbart lyder som en voldsom mængde vand, fastholder Store Heddinge Vandværk kravet om, at Nick Ullerup skal betale.

Nick havde derfor placeret sin egen regning som et punkt på dagsordenen på vandværkets generalforsamling torsdag aften i håb om, at der kunne blive slået en streg over regningen.

Men på trods af et stort fremmøde til generalforsamlingen, endte Nick Ullerup ikke med at få medhold i sit krav.

- Det gik ikke som jeg havde håbet. Jeg blev stemt ned med 42 mod 45, siger Nick Ullerup til Ekstra Bladet fredag morgen.

- Det var jo et spinkelt håb, jeg havde, at man kunne få løst det på den måde, så man kan sige, at jeg står, som jeg stod før, siger han.

Ærgerligt at tabe tæt afstemning
Han er glad for den opbakning, han fik til generalforsamlingen, men han ærgrer sig samtidig over at tabe afstemningen, når det var så tæt.

- Jeg kan godt forstå det fra vandværkets side, at de siger, at jeg skal betale, fordi ellers hænger de på en ekstraregning på 48.000, som ville være cirka 27 kroner per medlem, eftersom det er medlemmerne, der betaler, siger han.

- Men jeg mener bare, at når man har en måler, som i mine øjne ikke har virket optimalt, så må der være noget helt galt, siger Nick Ullerup.

Se også: Familie hænger på otte års vandforbrug efter fem måneder

Resultatet til generalforsamlingen betyder, at Nick tager sagen videre til retten, fordi han står fast på, at han ikke har brugt de 8000 kubikmeter vand, som vandværket hævder.

- Nu skal jeg så i retten og prøve at løfte den bevisbyrde, jeg har, så jeg skal bevise, at der kan have været noget galt med en halvandet år gammel måler, som vandværket opbevarer, siger han.

Ikke optimist
Han er dog ikke udpræget optimistisk frem mod retssagen, som formentlig først finder sted om op til et år fra nu.

- Min advokat kan se på tidligere sager, at den lille person står dårligt, fordi det ikke er følelser eller logik, man ser på i en retssag, men det er fakta, og fakta er, at de siger måleren har virket, og det skal jeg så bevise, den ikke har, og det bevismateriale er så halvandet år gammelt nu. Så det bliver op ad bakke, men vi må tage den derfra, siger han.

Han frygter derfor, at han ender med at skulle betale alle 620.000 kroner for de enorme vandmængder.

- Det kan jo i værste tilfælde betyde, at jeg skal gå fra hus og hjem, for jeg kan ikke betale over 600.000 kroner, siger han.

136 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere