Filiallukning skaber vrede: Kommune dropper Danske Bank

Danske Bank har meldt ud, at den lukker sin sidste filial i Hedensted Kommune, og det får konsekvenser, siger borgmesteren

Danske Bank har givet Hedensted Kommune besked om, at den påtænker at lukke sin sidste tilbageværende filial i Hedensted Kommune. Det har gjort et flertal i byrådet så rasende, at borgmesteren nu har bedt sin forvaltning om at undersøge muligheden for at skifte bank. Foto: Googlemaps
Danske Bank har givet Hedensted Kommune besked om, at den påtænker at lukke sin sidste tilbageværende filial i Hedensted Kommune. Det har gjort et flertal i byrådet så rasende, at borgmesteren nu har bedt sin forvaltning om at undersøge muligheden for at skifte bank. Foto: Googlemaps

Hedensted Kommune skal have ny bankforbindelse.

Danske Bank har givet kommunen besked om, at den påtænker at lukke sin filial i Hedensted mellem Vejle og Horsens, og den beslutning har med det samme skabt et stort flertal i byrådet for at droppe banken og finde ny bankforbindelse. Det fortæller borgmester Kirsten Terkilsen (V) til Ekstra Bladet.

- Vi skal naturligvis ikke blande os i, hvordan Danske Bank driver bankforretning, men pointen er, at man som bank også har en samfundsforpligtelse. Man bør være nærværende og synlige i et stort område. Så nytter det ikke, at man lukker den sidste tilbageværende filial i Hedensted Kommune, siger Kirsten Terkilsen til Ekstra Bladet.

Borgmesteren har allerede bedt sin forvaltning om at tage kontakt til andre banker for at undersøge muligheden for at skifte bank.

Færre kommer fysisk i banken
Pressechef i Danske Bank, Kenni Leth, fortæller til Ekstra Bladet, at banken er ærgerlig over kritikken.

- For vi tager vores samfundsopgave meget alvorligt. Det handler bl.a. om give vores kunder den bedst mulige service ud fra de behov, de har, siger Kenni Leth til Ekstra Bladet.

- Over de seneste år er brugen af vores filialer faldet i takt med, at flere kunder klarer deres bankforretninger digitalt. Vi har derfor løbende tilpasset vores antal af filialer, fortsætter pressechefen.

Ifølge borgmesteren bor der masser af ældre borgere i Hedensted Kommune, som foretrækker at kunne komme fysisk i banken, og der er forretninger, som går i banken efter byttepenge.

Det får de imidlertid ikke mulighed for længere.

Farvel til 200 millioner hver måned
Der er 46.500 borgere i Hedensted Kommune. Ifølge Terkilsen har Hedensted Kommune i dag et cashflow på cirka 200 millioner kroner hver måned, som klares via kommunens primære bankforbindelse Danske Bank. Det er den forretning, som altså nu skal høre op, hvis det står til det klare flertal i byrådet.

Kirsten Terkilsen mærker en stigende utilfredshed blandt borgerne i Hedensted Kommune med, at servicen forringes. Noget kan kommunen selv gøre noget ved, men når private virksomheder siger stop, så er der ikke så meget politikerne kan gøre.

- Først var det postvæsenet, som flyttede sine postkasser væk fra væggene. Nu er banken også snart væk. Det giver folk en opfattelse af, at samfundet forsvinder omkring dem. Det er bankens eget valg at lukke, men de bør altså også have øje for deres samfundsmæssige betydning. Vi ser statslige arbejdspladser, der flyttes ud for at skabe sammenhæng. Danske Bank har også en forpligtelse, siger borgmesteren.

Stort flertal
Både Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i Hedensted Kommune har meldt ud, at de bakker op om et skifte af kommunens hovedbankforbindelse. Borgmester Kirsten Terkilsen vil tage sagen op i økonomiudvalget i første omgang.

- Men det er klart, at jeg også vil have byrådet med på denne her, så sagen vil blive rejst på næste byrådsmøde, hvor der også vil være forslag fra forvaltningen til, hvad vi så gør, forklarer Kirsten Terkilsen, som understreger, at Hedensted Kommune naturligvis har nogle kontraklige forpligtelser - også over for Danske Bank - som man har tænkt sig at overholde uanset hvad.

- Men vi ønsker at skifte hovedbankforbindelse.

Pressechefen i Danske Bank fortæller til Ekstra Bladet, at banken trods den påtænkte lukning af filialen i Hedensted stadig har et stort filialnet landet over.

Ifølge Horsens Folkeblad er der snart kun tre banker tilbage i Hedensted Kommune, nemlig Sydbank, Middelfart Sparekasse og Den Jyske Sparekasse.

53 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere