Finansforbund: Vrede kunder venter på lur på medarbejderne

Forbundet har fået ti nye sager alene her til morgen

Bliv klogere på sagen her

Menige medarbejdere hos Nykredit er bange og utrygge, fordi flere af dem har oplevet at blive udsat for trusler og chikane, når de møder på arbejde. Det fortæller formand i Finansforbundet, Kent Petersen.

- Det er så grotesk, at folk står og venter på, at medarbejdere kommer på arbejde. Det er på vej ind mod for eksempel Nykredit på Kalvebod Brygge, hvor folk bliver passet op, og der bliver kastet ting efter dem og spyttet og råbt efter dem. Jeg kan ikke huske, at jeg har oplevet noget lignende siden Roskilde Bank eller Løkken Sparekassen, hvor folk tabte mange penge, siger Kent Petersen til Ekstra Bladet.

Nykredit anklages for at have spekuleret i at flytte deres kunder over i Totalkredit for at kunne skrue på bidragssatserne (Foto: Lars Krabbe) Samfund - 3. mar. 2016 - kl. 14:17 Anklage om snyd: Nykredit flyttede kunderne og hævede prisen

Antallet af chikanerier er eskaleret voldsomt de seneste dage, ifølge formanden.

- Vi har kendskab til lige omkring tyve sager nu. Alene her til morgen fik vi yderligere ti ind. Det er først i går, vi begyndte at registrere dem. Men når det begynder at blive fysisk, hvor folk bliver passet op, spyttet efter og får kastet ting efter sig og knust bilruder, så begynder det at blive rigtigt alvorligt, siger han.

Han fortæller, at der ikke er nogen af medarbejderne, der har lyst til at stå frem på nuværende tidspunkt, fordi de er bange for at sætte sig selv i en udsat position.

- Hvordan ved gerningsmanden, at det er en Nykredit-medarbejder?

- Det er ikke anderledes end, at når man møder på arbejde og sætter sin bil, så man kan se, at det er den pågældende medarbejder. Så vores fornemmelse er, at det er den her medarbejder med den her bil, man bestemt har villet chikanere, siger Kent Petersen.

(Foto: Polfoto) Samfund - 4. mar. 2016 - kl. 09:04 Nykredit-medarbejdere udsat for trusler og knuste ruder

Han ved ikke, om sagerne er meldt til politiet. Ekstra Bladet har en forespørgsel ude hos Københavns Politi.

Nykredits presseafdeling bekræfter det billede, som Finansforbundet tegner, men ønsker ikke at sige nærmere om, hvorvidt der er sket politianmeldelse. De ønsker heller ikke at fortælle nærmere om de enkelte sager.

Kent Petersens opfordring er, at utilfredse kunder viser deres vrede på en ordentlig måde til de rigtige mennesker.

- Diskussioner om Nykredits adfærd skal jeg ikke forholde mig til. Det er alene en bestyrelses-beslutnng. Og det her opråb er også for at sige til dem, der føler behov for at chikanere andre mennesker: Vend jeres vrede derhen, hvor den skal rettes. Og gør det på en ordentlig og sober måde. Lad være med at lade det gå ud over helt almindelige medarbejdere. De har ingen aktier i beslutningerne i forhold til, hvad der sker i Nykredit. Og det samme gælder SKAT og i jobcentret. Det er forfærdeligt, at det her er blevet så almindeligt, siger han.

Se også: Tager afstand fra chikane mod Nykredit-medarbejdere

Han vil se på udviklingen i forhold til, om der skal tages sikkerheds-tiltag.

- Hvis det her fortsætter, så er vi nødt til at skride endnu hårdere ind. Nu må vi se, hvor alvorligt det bliver, men det er klart, at vi skal også i dialog med virksomheden for at finde ud af, hvad de vil gøre for at beskytte deres medarbejdere. Men kan folk da ikke bare vise en lille smule respekt og sund fornuft, siger han.

Er du medarbejder i Nykredit og har oplevet ubehagelige situationer efter kritikken? Kontakt os på mail 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. tekst)

102 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere